Giro-favorit bor i campingvogn i hele løbet
Sky-rytteren Richie Porte prøver nye veje og camperer sig hele vejen gennem cykelløbet Giro d’Italia.
Den australske cykelrytter Richie Porte går nye veje og overnatter i en autocamper i sine bestræbelser på at vinde årets Giro d’Italia.
Det tre uger lange italienske cykelløb begyndte i lørdags og slutter først 31. maj.
Sky-kaptajnen Porte er en af løbets favoritter og måske den mest oplagte rival til Tinkoff-Saxos Alberto Contador.
Portes Sky-hold er kendt for en analytisk tilgang til cykelsporten, hvor man konstant forsøger at forbedre selv de allermindste detaljer og gerne med inspiration fra eksperter uden for cykelsporten.
Under Giro d’Italia skal Porte hver dag sove i en autocamper, som er parkeret på parkeringspladsen udenfor Sky-holdets hotel, hvor resten af rytterne og personalet sover.
– Det er første gang, vi bruger den. Formålet er, at han sover i de samme omgivelser hver nat, siger en talsmand fra holdet til Velonews.
– Fordelen er genkendeligheden. Vi har undersøgt, hvordan det påvirker folk at sove i et nyt hotelværelse hver dag i tre uger. Det handler om vores forsøg på at finde små forbedringer, forklarer talsmanden.
Sky har i en årrække været kendt for at medbringe madrasser, dyner og puder til sine ryttere for at give dem noget velkendt hver dag, men det er første gang, man bruger en hel campingvogn.
Idéen har holdet hentet fra de alpine skiløbere. Amerikaneren Bode Miller har således været kendt for at overnatte i en autocamper, når han turnerede rundt ved World Cup-løbene i Europa.
Hvis autocamperen viser sig at være en succes, er det planen, at Chris Froome også kommer til at bruge den under sommerens Tour de France.
Efter to etaper i årets Giro d’Italia ligger Richie Porte nummer 37 samlet med et tidstab på 27 sekunder.
/ritzau/