Gigantisk brand hærger storby: 3.000 hjem brændt ned til grunden

Omkring 3000 familiers boliger brændte ned på kort tid i slumområde i Filippinernes hovedstad.

Offentliggjort Sidst opdateret

Cirka 15.000 personer er hjemløse efter en storbrand i et fattigt kvarter ved havnen i Filippinernes hovedstad, Manila.

Syv mennesker blev kvæstet i branden. Den brød ud tirsdag aften og spredte sig hurtigt.

Brandvæsenet kæmpede mod flammerne natten igennem i det tæt befolkede slumområde i Parola. Her brændte omkring 3000 familiers boliger ned til grunden.

– Mange af husene i området rummer ofte flere familier. I mange af husene bor familier sammen i små rum, der kun er adskilt af tynde vægge, siger Edilberto Cruz, der er en ledende brandmand i den filippinske hovedstad.

De tusindvis af hjemløse er midlertidigt blevet indkvarteret i evakueringscentre.

Deres personlige ejendele såsom fjernsyn, vaskemaskiner og tøj ligger opdynget på en stor vej og blokerer for trafikken til havneområdet.

Tæt befolket

Årsagen til branden er ukendt.

For kun uge siden blev en arbejder dræbt, og over 100 blev såret ved en stor brand i en fabrik syd for Manila.

I 2015 omkom 74 ansatte i en fabriksbrand i Manila. Byen er en af verdens tættest befolkede storbyer. Over fire millioner mennesker menes at leve i hovedstadens slumområder.

Øriget Filippinerne har omkring 100 millioner indbyggere.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS