Giftspreder afløses af græssende geder

Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Flere kommuner har sat køer og geder ind i kampen mod genstridige mælkebøtter og skvalderkål. Det betyder, at fortove, parker og andre offentlige arealer i langt mindre grad udsættes for sprøjtegift end tidligere.

Nye tal fra Miljøministeriet viser, at det offentliges forbrug af sprøjtemidler er faldet med 25 procent fra 2010. Kigger man på de seneste 20 år, er der sket et fald på hele 91 procent.

Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) glæder sig over, at der sprøjtes mindre.

»Færre sprøjtemidler er godt for vores natur og sundhed. Banedanmark har for eksempel halveret brugen af sprøjtemidler på tre år. Det viser, at vi godt kan komme langt ad frivillighedens vej. Jeg vil også gerne rose kommunerne for at brugen af sprøjtemidler er blevet endnu mindre,« siger hun til Berlingske Nyhedsbureau.

Forbruget af sprøjtemidler kan reduceres mere

Kirsten Brosbøl vurderer, at man på sigt kan reducere forbruget af sprøjtemidler endnu mere.

»Jeg håber selvfølgelig, at vi kan fortsætte den gode udvikling. Der er stadig ting, man kan gøre, og jeg håber, at man vil lære af hinanden og kigge på de gode eksempler, der findes rundt omkring,« siger hun.

Ishøj bruger geder

Et af de gode eksempler findes i Ishøj, hvor kommunen lader køer, får og geder sætte tænderne i bjørneklo.

Ivan Morberg, driftsleder for de grønne områder i Ishøj Kommune, siger:

»Det har været en stor succes, og vi får jævnligt henvendelser fra andre kommuner, som vil høre, hvordan det fungerer. Borgerne er også glade for dyrene, som de kan komme helt tæt på. Og så har det givet en langt større mangfoldighed af sjældne arter, som for eksempel frøer og tudser. Så det er på mange måder en fantastisk løsning,« siger han i en pressemeddelelse.

Powered by Labrador CMS