Giftig olie fra Shell truer med stor forurening

Foto: Elo Christoffersen.
Offentliggjort Sidst opdateret

Shells havneterminal i Fredericia gemmer på en sort hemmelighed, der truer havmiljøet og forurener grundvandet og den offentlige badestrand Østerstrand.

I årtier er olie sevet ud af gennemtærede tanke på Shell-anlægget og ned i jorden. Oplysningerne om forureningen stammer fra en række rapporter, som DR-programmet 21Søndag har gennemgået.

Civilingeniør og ekspert i jordforurening hos rådgivningsfirmet Kogsgaard Miljø Freddy Steen Petersen siger ifølge dr.dk:

»Jeg vil betegne det som en meget, meget kraftig olieforurening, som har spredt sig ud under stranden og siver ud under Lillebælt, ud i vandzonen. Og det må vi formode, at den har gjort i to-tre årtier. Jeg har ikke set noget lignende før.«

Eksperter skønnede allerede i midten af 1980erne, hvor lækket blev opdaget af myndighederne, at omkring 150.000 liter olie var sevet ud.

Trods forsøg fra Shell på at indsamle olien er der fortsat store problemer. Ifølge dr.dk viser nye prøver, at olieindholdet i grundvandet under Østerstrand er 9.000 gange højere end de tilladte grænseværdier.

Professor og marinebiolog ved Syddansk Universitet Hans Ulrik Riisgaard oplyser, at der er tale om stoffer, som kan ødelægge faunaen i de ramte områder, give olieafsmag i fisk og skaldyr og ødelægge fugles fjerdragt, så de dør af kulde.

Desuden har myndighederne afspærret Østerstrand for at forhindre, at borgere kommer i kontakt med de giftige stoffer.

Powered by Labrador CMS