Gidselsdrama: Fire fundet døde efter fest på veteranhjem

En personalefest udviklede sig fredag til gidseldrama på plejehjem for krigsveteraner i Californien.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tre kvinder er blevet fundet døde på et plejehjem for krigsveteraner efter et gidseldrama sent fredag lokal tid i Yountville i den amerikanske delstat Californien.

Ud over de tre kvinder blev manden, der havde holdt dem som gidsler i flere timer, også fundet død på stedet. Det oplyser politiet i Napa County ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Gerningsmanden listede sig ind under en personalefest ind på plejehjemmet Pathway Home, der har omkring 1000 beboere. Her tog han tre gidsler, hvorefter han forskansede sig i timevis uden at ville kommunikere med politiet.

PTSD-mistanke

Politiet kender gerningsmandens identitet, men motivet bag gidseltagningen er stadig et mysterium for myndighederne.

Ifølge en senator i Californien var gerningsmanden en del af Pathway Home, der er et program for krigsveteraner med posttraumatisk stresssyndrom (PTSD). Samme senator oplyser, at de tre dræbte gidsler var ansatte på plejehjemmet.

En betjent fra Napa County besvarede alarmopkaldet fra plejehjemmet, hvor der opstod en skudveksling mellem ham og gerningsmanden.

Sneg sig ind

En ansat på afdelingen – der opholdt sig i en anden bygning – fortalte amerikanske CBS, at det var en voldsom oplevelse.

– Mit hjerte hamrede. Politiet bad os trække for vinduer og døre, siger Nancy Nittka.

En person fortæller til nyhedsbureauet AP, at hans kone, der arbejder på plejehjemmet, har fortalt, at gerningsmanden sneg sig ind uden stort postyr.

Herefter lod han veteranerne forlade plejehjemmet, mens han tog tre ansatte som gidsler. Ifølge amerikanske medier var manden bevæbnet med en M4-lignende riffel.

Politiet forsøgte at kontakte gerningsmanden på mobiltelefon og plejehjemmets fastnettelefon – uden held. Politiet evakuerede plejehjemmet og spærrede de omkringliggende veje under gidseldramaet.

Powered by Labrador CMS