Ghita Nørby fylder 90 i dag
For Ghita Nørby er skuespillet ikke bare et job. Det er en livsindstilling, der både har haft sine omkostninger og herligheder. 11. januar fylder hun 90 år
Ghita Nørby er en levende legende i dansk scenekunst.
Den 11. januar fylder den kendte skuespiller 90 år.
Ghita Nørby fik nærmest skuespillet ind med modermælken. Hun kom til verden i 1935 som datter af den kongelige kammersanger Einar Nørby og pianist Guldborg Nørby.
Et livsarbejde
Ghita Nørby tog ofte med sin far til prøver på Det Kongelige Teater.
Senere blev hun selv optaget på elevskolen og blev uddannet skuespiller derfra i 1956.
- Det er ikke et arbejde fra 09 til 17. Det er et livsarbejde - en livsindstilling, sagde Ghita Nørby til Ritzau i 2022.
- Det har sine priser, der koster hele vejen rundt, og sine herligheder. Men sådan er mit liv. Og sådan har det altid været. For mig har der aldrig nogensinde været nogen tvivl. Jeg har aldrig nogensinde ønsket mig noget andet. Så det kan ikke være bedre.
Teaterets førstedame
Det Danske Filminstitut beskriver Ghita Nørby som vel nok "den kvindelige skuespiller i nyere tid, der om nogen kan bære betegnelsen dansk teaters førstedame".
Mens det var dramatikken, hun udmærkede sig i på de skrå brædder, viste hun komikken frem på film i begyndelsen af karrieren i lystspil som "Charles' tante", "Baronessen fra benzintanken" og "Han, hun, Dirch og Dario" fra 1962, hvor hun mødte den kendte crooner Dario Campeotto, som hun frem til 1969 var gift og fik sønnen Giacomo med.
Belønnet med Robert
- Men det dukkeyndige og spejderkække i hendes bløde smilehulstræk modsvaredes af en knejsende holdning tilsat en knivspids temperament - et varsel om senere triumfer, lyder det i et uddrag fra bogen "Danske filmskuespillere".
De Danske Filmkritikere hædrede Ghita Nørby med karrierens første Bodil-statuette i 1976 for præstationen i "Den korte sommer".
To år efter udmærkede hun sig i rollen som Ingeborg Skjern i "Matador".
Hun blev belønnet med sin første Robert-pris i 1990 for dramaet "Dansen med Regitze".
For anstrengende
Året efter modtog hun det europæiske svar på en Oscar, en European Film Award, for sin birolle i Susanne Biers debutfilm, "Freud flytter hjemmefra".
Derudover har hun modtaget flere ærespriser for sit livslange bidrag til scenekunsten.
- Jeg laver ikke teater mere – det er for fysisk anstrengende, og det kan jeg ikke klare mere. Men ellers går jeg ud og optræder – filmer og laver lidt tv. Så længe jeg kan, gør jeg det – og hvorfor ikke? Jeg elsker det meget højt, sagde hun til Ritzau i 2022.
Bøger og podcasts
Ud over stadig at lave film og tv - sidste år lagde Ghita Nørby stemme til tegnefilmen "Roselil og stentrolden" og medvirkede i den norske Netflix-serie "Hjem til jul" - har hun også skrevet flere bøger, lavet podcasts og tv-programmer.
Hun har bidraget til bogen "Vi længe leve. 25 danskere skriver om at overleve kræft". En sygdom, hun har været ramt af to gange.
I vælten
Blandt bøgerne finder man samtalebogen med TV 2's korrespondent Ulla Terkelsen, "Den eneste gyldige grund til ikke at møde er, at du er død", og "Shitstorm" med designer, iværksætter og mediepersonlighed Jim Lyngvild.
Ghita Nørby har været i vælten efter flere interview, som er gået skævt. Derfor, fortalte hun i et nyligt interview med Faglige Seniorer, har hun spurgt en psykolog, om hun var så modbydelig, som nogle har givet udtryk for.
For frisk og gammel
- Han siger nej, men jeg er tydelig. Man ser, når jeg kommer ind ad en dør. Men folk slår sig særligt på mig, fordi jeg ikke passer ind i forestillingen om, at gamle svækkes og skal behandles som sådan. Jeg er for frisk og for gammel på samme tid, sagde hun til organisationen.
Fødselsdagen skal fejres med en reception for venner, familie og kolleger. Det er Ghita Nørbys store ønske, fortæller hendes impresario, Lars Hannibal, til Ritzau.
De har gennem mange år optrådt sammen med samtaler, musik og oplæsning af H.C.Andersens eventyrer.