Ghettolisten 2017 er blevet offentliggjort: Bor du nu i en ghetto?
Ghettolisten 2017 byder på nye områder og vinker samtidig farvel til en række andre. I sidste ende er listen blevet mindre end sidste år.
Ghettolisten 2017 blev offentliggjort 1. december af Transport-, Bygnings- og Boligministeriet, der fortæller, at antallet af boligområder på ghettolisten 2017 er på 22. Det er det laveste antal, siden listen blev indført i 2010.
Fem områder fra listen sidste år er udgået, mens der er kommet to nye til. De to nye områder på listen ligger i København og Guldborgsund. Der er tale om Gadelandet/Husumgård i København samt Lindholm i Guldborgsund.
Modsat har Charlotteager i Høje Taastrup, Askerød i Greve, Karlemoseparken i Køge, Rønnebærparken/Æblehaven i Roskilde samt Byparken/Skovparken i Svendborg forladt listen.
Nyheden vækker glæde hos mindst én politiker
– Det er selvfølgelig positivt, at der er færre områder på ghettolisten i år. Det skal vi glæde os over. Men der er stadig for mange og det går for langsomt med at få nedbragt antallet. Vi har især problemer med de fysisk isolerede ghettoer, der er afsondret fra den omkringliggende by, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) til Trm.dk.
Flere kriterier for at nå ghettolisten 2017
Listen udgør boligområder, der opfylder tre ud af fem kriterier. Kriterierne omhandler arbejdsløshed, etnicitet, kriminalitet, uddannelse og indkomst hos beboerne i området på mindst 1000 indbyggere.
Ifølge Transport-, Bygnings- og Boligministeriet skyldes faldet i antallet af boligområder på listen en nedgang i antallet af dømte, der bor i de pågældende områder.
De nye områder er kommet på listen på grund af en stigning i indbyggere med lav indkomst i Gadelandet/Husumgård og en stigning i antallet af indbyggere med ikkevestlig baggrund i Lindholm.
Intet boligområde opfylder alle krav
Der er ingen af boligområderne, der opfylder alle fem kriterier. Fire boligområder opfylder fire, mens de resterende 18 opfylder tre.
For alle boligområder på listen gælder, at andelen af indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande er over 50 procent.
Det samme er sagen for uddannelse. I alle 22 områder er andelen af beboere mellem 30 og 59 år, der kun har en grunduddannelse, over 50 procent.
Kun Vollsmose i Odense og Gellerupparken/Toveshøj i Aarhus er der ifølge regeringens kriterier et for højt antal dømte i boligområderne.
Endnu en liste er blevet mindre
Regeringen fører også en liste over boligområder, der må benytte reglerne for kombineret udlejning. Her er arbejdsløshed det eneste parameter.
Også den liste har været på slankekur. Hvor 56 områder var med på den liste sidste år, er der 41 i år.
Ligesom boligområderne på regeringens ghettoliste får boligområder med kombineret udlejning adgang til en række puljer.
Samtidig gives kommuner en række mere omfattende muligheder for at ændre beboersammensætningen.