Ghettobeboere skal have sværere ved at få familien til Danmark

Socialdemokratiet vil gøre det sværere for beboere i landets ghettoer at få familien til Danmark. Foto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis Danmark skal kunne tage ordentlig imod de mange flygtninge, der i denne tid kommer til landet, er det nødvendigt, at der skæres ned på antallet af øvrige udlændinge, der ankommer hertil.

Det er meldingen fra Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen (S), der står bag en stribe forslag om at stramme reglerne for familiesammenføring, skriver dr.dk.

»Hvis vi gerne vil hjælpe dem, der er på flugt, så bliver vi nødt til at sikre at der ikke samtidig kommer mange flere udlændinge hertil, som også har behov for hjælp. Det handler om at finde den rigtige balance. Hvis vi skal sikre en god og ordentlig integration i Danmark, så er antallet på ingen måde ligegyldigt,« siger hun til DR.

Socialdemokraterne peger særligt på tre punkter, hvor reglerne skal strammes:

Udlændinge skal fremover have sværere ved at få ægtefællen til Danmark, hvis vedkommende bor i et af de boligområder, der står på regeringens ghettoliste. Områderne er ofte forbundet med dårlig integration og høj arbejdsløshed, lyder argumentet. Derfor må man først og fremmest finde sig et andet sted at bo, hvis man ønsker familiesammenføring.

Dernæst ønsker Socialdemokraterne at højne kravene til udlændinges danskkundskaber, så man fremover skal have bestået en prøve i Dansk 2 i stedet for Dansk 1, som kravet lyder i dag. Dertil kommer, at dansk-kurset skal være bestået i løbet af de første 12 måneder, vedkommende befinder sig i Danmark.

Endelig ønsker partiet også at stille krav om, at herboende udlændinge, der ønsker familiesammenføring, skal være i uddannelse, job eller varig offentlig forsørgelse – som eksempelvis førtidspension.

Argumentet fra Mette Frederiksen lyder, at hvis man ønsker at bo i Danmark, »er det også vigtigt, at man bidrager til det danske samfund.«

Udspillet, som Socialdemokraterne nu præsenterer, kommer samtidig med, at integrationsminister Inger Støjberg (V) er ved at færdiggøre regeringens udspil omkring netop stramninger for familiesammenføring.

Powered by Labrador CMS