Ghetto-drenge gik amok og kaprede spa-hotel: -Vi vil ikke finde os i det

En flok drenge terroriserer endnu udsat ghetto-område.

Comwell i Korsør, som du kan se en smule af til venstre i billedet, ligger lige op ad Motalavej-blokkene (til højre). Foto: Google Maps
Offentliggjort Sidst opdateret

På hotellet Comwell Korsør har ghettodrengene flere gange kapret det luksuriøse spabad, iført sig hotellets badekåber og krævet en 50’er i entré fra deres venner. Derudover har de truet og skubbet personalet, samt ridset biler på parkeringspladsen.

Ifølge koncernchef Peter Schelde fra Comwell er det nu lykkedes at stoppe drengene ved systematisk at melde alt til politiet.

– Det, der er foregået, er ikke acceptabelt, og vi vil ikke finde os i det. Derfor har vi haft fokus på udfordringen og politianmeldt de konkrete hændelser, siger Peter Schelde til BT.

“Uacceptabelt”

Ghetto-drengenes hærgen har fået politiet og de erhvervsdrivende til at sætte hårdt mod hårdt i området.

– Det er stærkt beklageligt og uacceptabelt, så vi øger trykket nu. Det er vigtigt, at alt bliver anmeldt til politiet, så vi kan gribe ind og få det bragt til ophør, siger vicepolitiinspektør Allan Holm fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politis afdeling i Slagelse til BT.

Som et led i at stoppe gruppen mødtes de erhvervsdrivende og politiet onsdag i sidste uge. Mødet var en reaktion på, at det for nylig kom frem, at Motalavej-drengene har truet de ansatte og åbenlyst stjålet i den lokale Lidl. Fremover bliver alt politianmeldt, hvilket kun i begrænset omfang er sket tidligere, oplyser Allan Holm.

På mødet deltog Shell, Jysk, Comwell Korsør, Outlet, Lidl og T Hansen, hvoraf flere har været plaget af drengene.

65-årig fik tæsk

Blandt andet gik det voldsomt ud over en 65-årig mand for få dage siden.

Søndag aften klokken 19.10 ud for netop den lokale Lidl sad en 65-årig mand i sin bil og røg en cigaret for nedrullede vinduer. En stor gruppe unge mennesker kom forbi, og en af dem krævede at få en cigaret af manden.

Det nægtede han dog at give ham med bemærkningen om, at han da kunne skaffe sine egne cigaretter. Det fik flere fra gruppen til at råbe skældsord og slå og sparke på bilen.

Manden brugte en krykke til at holde gruppen på afstand, men til sidst steg han ud af bilen, hvor han blev slået i ansigtet, og da han senere lå på jorden, blev han sparket flere steder på kroppen.

Heldigvis fik en tililende person standset overfaldet.

Spænder skruen

Borgmester i Slagelse Kommune, Stén Knuth (V), vil nu stramme grebet om de familie, der ikke holder deres børn væk fra kriminalitet.

– Det er fuldstændig utilstedeligt. Det her starter i familierne, hvor mor og far skal tage sig af de unge. Vi skal have tommeskruen hårdere på over for de ganske få familier, det drejer sig om, siger borgmesteren.

Så sent som søndag aften var der to grove hændelser på Motalavej, som også kan spores til drenge fra området.

Søndag – samme dag som overfaldet på den 65-årige – blev en sikkerhedsvagt truet af to indbrudstyve, der tiltvang sig adgang til Kvarterhuset på Motalavej.

Powered by Labrador CMS