Gennembrud! Stof kan reducere corona-dødsfald

Et nyt britisk studie har fundet bevis for, at et hormonpræparat kan bruges i behandlingen af coronavirus.

Et britisk studie har fundet bevis for, at hormonpræparatet dexamethason kan reducere antallet af coronarelaterede dødsfald for patienter med respiratoriske problemer. Foto: REUTERS/Lucy Nicholson – RC29WG9LUUJ1/File Photo
Offentliggjort Sidst opdateret

Muligvis står verden overfor et markant gennembrud i behandlingen af coronavirus, der fortsat hærger.

Et nyt britisk studie hjælper det i hvert fald godt på vej. En undersøgelse, hvor Covid-19-patienter får en dosis af hormonpræparatet dexamethason, har vist have en betydelig effekt på antallet af corona-relaterede dødsfald. Det skriver People.

Studiet bliver set positivt på af en dansk ekspert. Du kan blive klogere på hvorfor længere nede i artiklen.

Reducere antallet af døde

Det er et forskerhold tilknyttet University of Oxford, der har stået bag studiet, hvor 6000 patienter har deltaget. Heraf modtog 2104 patienter 6 milligram dexamethason enten gennem munden eller via en injektion.

Forsøget viste, at antallet af corona-relaterede dødsfald for personer, der benyttede sig af respiratorer blev reduceret med en tredjedel. Mens det var en femtedel hos patienter, der fik ilt.

Det britiske studie har vist, at dexamethason kun virker på Covid-patienter, der modtager respiratorisk hjælp. Foto: REUTERS/Evgenia Novozhenina/File Photo
Det britiske studie har vist, at dexamethason kun virker på Covid-patienter, der modtager respiratorisk hjælp. Foto: REUTERS/Evgenia Novozhenina/File Photo

Det viste dog også, at coronaviruspatienter, der ikke havde brug for respiratorisk hjælp, ikke fik gavn af hormonpræparatet.

Selv er forskerholdet bag studiet ret begejstrede for deres fund, da det er første gang, at der er beviser for, at et præparat kan reducere antallet af dødsfald i forbindelse med Covid-19.

– Det er det eneste præparat indtil videre, der har vist en reduktion af dødeligheden – og det er en signifikant reduktion. Det er et kæmpe gennembrud, siger Peter Horby, der har stået i spidsen af forsøget.

Det er interessant

Det britiske forsøg har fået sundhedsministeren i Storbritannien Matt Hancock til straks at meddele, at hormonpræparatet bliver en del af behandlingen af coronavirus.

I Danmark vækker studiet også begejstring. Jens Lundgren, der er professor i infektionssygdomme på Rigshospitalet, finder studiets konklusioner brugbare.

– Jeg synes virkelig, det er interessant. Vi har i lang tid diskuteret, om det ville være gavnligt for patienter at prøve at dæmpe deres immunreaktion over for infektionen.

– Det ser ud fra de engelske lægers udtalelser ud til at være tilfældet med det her middel, siger han til Ritzau.

Professor i infektionsmedicin Jens Lundgren ser også positivt på hormonpræparatet. Desuden understreger han. at det ville være nemt at tage i brug. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Professor i infektionsmedicin Jens Lundgren ser også positivt på hormonpræparatet. Desuden understreger han. at det ville være nemt at tage i brug. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Forsøgets resultater er ikke det eneste, der begejstrer professoren. For endnu et plus er, at dexamethason er let tilgængeligt.

– Det er en hyldevare på hospitaler i alle dele af verden. Det er umiddelbart tilgængeligt og bliver brugt til mange indikationer. Det kan tages i brug umiddelbart, siger Jens Lundgren.

Selv om han kunne fristes til at tage det i brug, så understreger professoren, at der lige skal læses op på detaljerne fra studiet, før det sker.

Tæt på den rette behandling

Bevæbnet med endnu et præparat, der har virkning mod coronavirus, mener professoren, at vejen til en standardbehandling af den smitsomme sygdom er meget tæt på at være kendt.

Det skyldes blandt andet også et andet lægemiddel, der har vist sig at have en god evne til at tøjle coronavirusset. Det er lægemidlet Remdesivir.

Det er et middel, der oprindeligt blev udviklet til at behandle hepatitis og som muligt middel mod ebola.

Jens Lundgren glæder sig over, at forskerne er nået langt med at finde en behandling mod Covid-19, selv om vi kun har kendt sygdommen få måneder.

– Vi begynder at se omridset af en standardbehandling for Covid-19. Om begge stoffer (Remdesivir og dexamethason, red.) kan stå alene, om de skal kombineres, det er den diskussion, der er oppe i luften nu.

– Men der pågår studier, som jeg forventer resultater af senere på måneden og i juli, som vil hjælpe os til at få skabt en forståelse af det, siger han.

Powered by Labrador CMS