Genkendt i udlandet som "Herr Kommissar"
Peter Mygind har for nylig været i Lalandia med sine to børnebørn. Selv om han kun er iført badebukser, bliver han genkendt for sin rolle som Dan Sommerdahl.
Det allervigtigste i Peter Myginds liv er hans familie: hans hustru gennem 33 år, Lise Mygind Mühlhausen. Deres to sønner. En bror og en søster. Og hans mor og svigermor.
Men de seneste år er der også kommet to små guldklumper til. Og det er faktisk dem, der fylder mest i den 60-årige skuespillers liv.
Optaget af børnebørn
- Det, der optager mig mest lige nu, er 100 procent mine to børnebørn, siger Peter Mygind.
- Det er en ekstra kærlighedsdimension, man får ind i sit liv, og det er jeg meget taknemmelig for.
Indtil for nylig boede Peter Myginds søn, svigerdatter og børnebørn faktisk i hans hus i et familiekollektiv.
Bor "rundt om hjørnet"
- De boede hos os i seks år. Nu er de så lige flyttet, men kun 200 meter væk, så det er til at overskue, siger han.
Den korte afstand betyder derfor også, at skuespilleren stadig har rig mulighed for at se og passe sine børnebørn.
Et lyspunkt
- Det er jo en kæmpe gave, fordi man kun har dem på lånt tid. Forældre skal jo være på 24/7. Så jeg kan godt tage en enkel nat, hvor man måske ikke sover så roligt, fordi der lige er en, der skal have noget at drikke, siger han.
At få børnebørn er også et lyspunkt for Peter Myginds karakter, Dan Sommerdahl, i TV 2 Charlie-serien "Sommerdahl".
Nye væsner i livet
I seriens femte sæson har Dan Sommerdahls datter nemlig fået en lille søn, der hedder Svend.
I virkeligheden hedder børnene i Peter Myginds liv Rosa og Hugo, og de er seks og fire år.
- Man får pludselig to nye væsner ind i sit liv, som man elsker, men man har ikke det samme ansvar, som man har som forældre. Man kan jo lave alt det sjove.
Og det sjove indebærer alt fra svømning om mandagen til weekendture i Lalandia.
Bliver genkendt
- Vi fik både bowlet og har været i Monky Tonky Land. Og så er det jo spændende at stå i Aqualand i badebukser, samtidig med at man tager selfies, mens man prøver at lege med Hugo, siger Peter Mygind og tilføjer:
- For der er selvfølgelig nogle, der genkender Dan Sommerdahl - også i badetøj - så den tager jeg med.
Det er ikke kun i Lalandia iført badebukser, at Peter Mygind bliver genkendt. Det sker også for ham, når han er på ferie i udlandet.
Kendt i udlandet
- Det er sjovt at stå nede i Schweiz, og så løber folk efter mig på gaden og råber: "Herr Kommissar". For serien kører jo i Schweiz og Østrig, og det er jo gået helt amok i Tyskland, siger skuespilleren.
- Jeg er også blevet interviewet af græsk tv, fordi "Sommerdahl" kører i Grækenland.
"Sommerdahl" bliver sendt i omkring 40 lande. Ud over de ovenstående lande bliver serien blandt andet også sendt i Frankrig, down under i Australien og ovre på den anden side af Atlanten i Canada.
Kan hygge sig med
- Det er jo en serie, som folk kan hygge sig med og som gør, at man kan sove om natten. Samtidig får man både en lille krimihistorie og en relationshistorie, siger Peter Mygind.
"Sommerdahl" kan ses på TV 2 Play og TV 2 Charlie om søndagen, og seerne kan allerede se frem til en sjette sæson, som er gået i optagelse.