Genbrugsaket skriver rumhistorie
En ny æra med genbrug af raketter er tættere på, efter at SpaceX-raket lander sikkert på Jorden igen.
En Falcon 9-raket har gennemført en bedrift for første gang i rumfartens historie ved at vende sikkert tilbage til jorden igen i lodret position efter ti minutter i luften.
Med den kontrollerede landing, som den amerikanske rumfartsvirksomhed SpaceX står bag, er der blevet taget et gevaldigt skridt til at genbruge raketter.
Det skriver flere internationale medier, herunder nyhedsbureauerne Reuters og dpa.
Velkommen tilbage, skat
Mandag aften lokal tid blev raketten affyret fra Cape Canaveral i Florida, og den såkaldte første del vendte tilbage til Jorden cirka 10 kilometer syd fra opsendelsesstedet, mens resten af raketten fortsatte på sin mission ud i rummet.
– Velkommen tilbage, skat!, skriver SpaceX-grundlægger Elon Musk på Twitter ifølge Reuters.
SpaceX, som har hovedsæde i Californien, forsøger at revolutionere raketindustrien, der i øjeblikket taber millioner af dollar, fordi raketter ikke kan genbruges og sendes op flere gange.
I dag bliver raketresterne kasseret.
Flere fejlslagne forsøg
Adskillige forsøg på at få raketten til at lande på en platform i havet er tidligere mislykket. Raketterne har enten torpederet platformen eller er væltet, skriver AFP.
SpaceX mener dog, at hvert eneste opsendelsesforsøg har hjulpet ingeniører til at komme tættere på, hvilken teknik der kan gøre det muligt.
Denne gang formåede raketten ifølge Reuters at vende rundt cirka 200 kilometer ude i atmosfæren, starte en række motorer op og udløse landingsbenene forud for berøring med jorden.
Succesen mandag markerer samtidig den første SpaceX-opsendelse, siden en eksplosion for seks måneder siden ødelagde både en raket og rakettens last, der ellers skulle være sendt af sted mod Den Internationale Rumstation.
/ritzau/