Gasprisen i kæmpe dyk

Bliver billigere at varme huset op

Offentliggjort Sidst opdateret

Mandag er gasprisen styrtdykket til under 100 euro - svarende til omkring 743 kroner - per megawatt-time. Det viser den hollandske gasbørs TTF.

Ifølge Søren Kristensen, der er cheføkonom i Sydbank, er det noget, man kan mærke i husstande med gasfyr.

- Det er rigtig godt nyt til de 400.000 danske husstande, der har et gasfyr. De kan få varmet huset noget billigere op, siger han.

Da gaspriserne toppede i slutningen af august kostede en megawatt-time gas over 300 euro. Altså er gassen over tre gange billigere, end den var i slutningen af august.

Sparer 35.000

Søren Kristensen oplyser, at en husstand med gasfyr i gennemsnit opnår en årlig besparelse på 35.000 kroner med de nuværende priser, sammenlignet med da priserne toppede.

Det er dog ikke kun husstande med gasfyr, der nyder godt af de billige gaspriser, forklarer Søren Kristensen.

- Det er faktisk også godt nyt til de fleste af os andre, som bruger strøm. Fordi vi i lange perioder bruger gassen til at lave strøm. Det gør vi i hvert fald, når det ikke blæser specielt meget.

NATURGAS I DANMARK

Rygraden i gasinfrastrukturen er transmissionssystemet, der leder naturgas fra Nordsøen ind til distributionsnettene på landjorden. Distributionsnettene udgør forbindelsen til kunderne. Det er Energinet, der ejer og driver transmissionssystemet i Danmark. Transmissionssystemet er også adgangsvejen til Tyskland og Sverige og til de to danske gaslagre, der er samlet i Energinet-koncernen. Gaslagrene anvendes til sæson- og døgnudjævning og som nødlager i tilfælde af forsyningssvigt.

Kilde: Energistyrelsen

- Derfor er det her også med til at gøre, at vi får nogle lavere strømpriser. Derfor er det rigtig godt nyt for rigtig mange, siger han.

Ifølge cheføkonom Søren Kristensen ser vi tegn på, at vinteren ikke bliver helt så dyr, som man havde frygtet. (Arkivfoto).
Ifølge cheføkonom Søren Kristensen ser vi tegn på, at vinteren ikke bliver helt så dyr, som man havde frygtet. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS