“Gangbang-politiker” tiltalt for børneporno
To mænd er tiltalt for at planlægge og rekruttere kvinder til gangbangs. De er også tiltalt for børneporno.
I en periode på cirka halvandet år har tidligere lokalpolitiker Per Zeidler og en 55-årig mand arrangeret og afholdt 109 gangbangs på forskellige adresser i Danmark.
Sådan lyder tiltalen i en opsigtsvækkende sag, der op til kommunalvalget 2017 satte en brat stopper for Zeidlers politiske karriere.
Han har siden kommunalvalget i 2017 været sigtet for rufferi, og 7. januar 2019 har anklagemyndigheden rejst tiltale mod ham og en anden mand.
Ifølge det 11 siders lange anklageskriftet har de to fra april 2016 til november 2017 planlagt og afholdt 109 gangbangs i Danmark.
Planlægningen har blandt andet været at fastsætte priser, rekruttere kvinder og fotografere kvinder til annoncer, lyder det.
Flere deltagende mænd har skullet betale de tiltalte for at have seksuelt forhold til en eller flere kvinder.
Arrangementerne har ifølge anklagen været en særdeles lukrativ forretning for de to herrer, der skal have haft en fortjeneste på i alt cirka 326.000 kroner.
Det skulle ifølge anklageskriftet være sket i blandt andet Aarhus, Vejle, Fredericia, Rødovre og København.
16-årig pige blandet ind
Foruden de 109 gangbangs er de to også tiltalt for udbredelse af børnepornografi.
Zeidler skulle sammen med den 55-årige have optaget pornografisk materiale af en 16-årig kvinde. Det materiale er siden blevet delt via mail til flere af gangbang-deltagerne.
Derudover er de også tiltalt for, at den 16-årige mod betaling eller løfte om betaling havde sex med flere mænd.
Retssagen skal køre i Retten i Randers, men der er endnu ikke fastlagt datoer for retsmøderne. I anklageskriftet tages der forbehold for, at der kan rejses yderligere tiltale.
Zeidlers advokat, Henrik Garlik Jensen, har tidligere oplyst til Ritzau, at hans klient nægter sig skyldig.
Politisk karriere gik fløjten
I første omgang var problemet, at Zeidler skulkede fra et møde i Syddjurs Kommunes familieudvalg, hvor han var formand, for at tage til gangbang i et forsamlingshus i landsbyen Ammitsbøl nær Vejle.
Siden blev sagen meldt til Østjyllands Politi, og Per Zeidler, der tidligere var medlem af Liberal Alliance, blev sigtet for rufferi.
Hans politiske karriere kollapsede op til kommunalvalget i efteråret 2017.
Det kulminerede, da Aarhus Stiftstidende afdækkede hans indblanding i gangbang-arrangementer.
Sagen fik under valgkampen Per Zeidler til at nedlægge sit kandidatur. Også hans liste, Social Liberal Borgerliste, blev opløst.
Stemmesedlerne var dog allerede trykt, og da der var valg den 21. november fik Zeidler 10 personlige stemmer. Social Liberal Borgerliste fik i alt 15 stemmer.