Gamle venner finder sammen til Grøn Koncert
Der bliver sjælden gensynsglæde på årets Grøn Koncert.
Ikke kun mellem publikum og »grønne« veteraner som Tina Dickow, L.O.C., Medina og Magtens Korridorer, der atter følger den omrejsende festival rundt i landet.
Denne sommer har flere af kunstnerne valgt at invitere gamle musikalske venner med i showet.
L.O.C. hiver sine ungdomskammerater fra Aarhus, rapperne Johnson og U$O, med ind på scenen.
»Det er jo en drengedrøm, der går i opfyldelse, at vi endelig kan genforene vores gamle ungdomsgruppe B.A.N.G.E.R.S. Det bliver en fornøjelse at komme ud og spille rigtigt sammen for første gang og vise vores bagkatalog,« fortæller Mark Johnson, der blot rapper under sit efternavn.
De tre dannede B.A.N.G.E.R.S i 1998 og var sammen i to år, før de splittede til hver deres soloprojekt. Flere gange siden har de gæstet hinandens show, men Grøn Koncert er første gang i mange år, at B.A.N.G.E.R.S. igen står skulder ved skulder.
»Det fedeste er, at man ved, hvor man har hinanden. Man er tryg ved, at de andre er der for en på nogle af de steder i sangene, hvor man har brug for lidt ekstra hjælp,« siger Johnson om at optræde med de gamle gutter.
L.O.C. lukker Grøn Koncert
L.O.C. lukker Grøn Koncert med et gigantisk show i tre dele, hvor B.A.N.G.E.R.S.-tiden genopstår i anden del.
Også gruppen Lukas Graham får selskab af gamle venner, når de i år gæster Grøn Koncert for tredje år i træk.
»Vi følte, at der var lidt flere mennesker, der skulle opleve den her fantastiske stemning, der er på scenen, når vi står og spiller for så mange mennesker og glade ansigter. Det kunne vi lige så godt dele med vores bedste venner,« fortæller pianist i gruppen Kasper Daugaard.
Det er ven og producer Hedegaard og soulmusikeren Patrik Dorgan, der lige nu hitter med nummeret »Marilyn«.
»Patrick er ligesom en del af familien,« forklarer bandets frontfigur, Lukas Forchhammer.
»Så det ville være nærliggende at tage ham med, når hans musik nu lyder så forbandet godt,« tilføjer han.
De to har kendt hinanden, siden Lukas Forchhammer var en lille dreng, der fik lov at synge imellem set, når den noget ældre Patrick spillede med sit band på Christiania, fortæller Patrick Dorgan.
»Nu har Lukas så været sød at hive mig med i sin pause, kan man sige. Og det er da skide sjovt, at det ligesom vender rundt på den måde,« griner Patrick Dorgan, der glæder sig meget til at stå på Grøn Koncert-scenen for første gang.
Danmarks pop-dronning Medina kommer heller ikke til at synge festivalpladsen op alene, når den fra 16. – 26. juli flytter rundt i landet til otte byer fra Aalborg til København.
Hun har inviteret både Shaka Loveless og Xander med – begge kunstnere, hun tidligere har arbejdet sammen med. Shaka Loveless spillede i Medinas band, før han selv slog igennem, men nu skal de altså stå sammen forrest på scenen.
»Det er sjovt, at Shaka og jeg har arbejdet sammen før, og at jeg har kunnet se ham arbejde sig op til nu at være en kæmpe stjerne. Det er sindssygt sejt,« synes Medina.
»Det er to artister, som jeg respekterer rigtig meget og altid gerne har villet arbejde med. Jeg føler, at jeg bringer noget respektabelt til mit show, fordi det er folk, jeg virkelig står inde for. Jeg er rigtig stolt af at have dem med,« siger hun.