Galleri: Her er den største myte om hovedlus

Der findes meget lidt data og viden om, hvordan forældre oplever luseangreb.
Offentliggjort Sidst opdateret

Nu begynder børnene igen i skole – og med starten på skoleåret følger ofte også de små irriterende bæster, der klør og kribler i hovedbunden på ungerne. I morgen deltager mere end 75.000 børn i den årlige ”Nationale lusekrigsdag”.

Ny analyse viser, at de forældre som ikke behandler børnene med lusemiddel fejlagtigt begrunder deres fravalg med frygten for, at lusene alligevel er resistente over for luseprodukterne, eller at de er fyldt med skadelige stoffer.

Der findes meget lidt data og viden om, hvordan forældre oplever luseangreb. Men nu har analyseinstituttet Analyse Danmark spurgt danskerne – eller mere specifikt; forældre med hjemmeboende børn – hvordan og hvor meget de oplever hovedlus som et problem, og hvordan de behandler problemet.

67 procent af alle forældre med hjemmeboende børn har oplevet, at barnet kommer hjem med kløe, irritation og lus i håret. Heraf har næsten hver 4. barn haft de små ufrivillige gæster på besøg mere end 5 gange.

Børn, der angribes af lus, er typisk mellem 4-11 år gamle. 52% af forældrene har også selv måttet blive behandlet mod lus.

3 ud af 4 bruger lusemidler som behandling, men hver fjerde forælder bruger ikke de gængse lusemidler, fordi de tror, at lusene bliver resistente, og at midlet derfor ikke virker alligevel. Andre tror at lusemidler er fyldt med farlig kemi såsom parabener , phthalater, parfume og pesticider eller andre skadelige stoffer.

Det er ikke tilfældet:

– Det er cirka 8 år siden, at vi har fået moderne lusemidler, som ikke fremkalder resistens, siger luseeksperten Kim Søholt og fortsætter:

– Der er stor opmærksomhed omkring, at lusemidler generelt ikke må indeholde kemi, som vi som forældre ikke vil se i fx kosmetik, legetøj og sutter. Men det er en sejlivet myte, at moderne lusemidler danner resistens og indeholder skadelige stoffer. Bl.a. den myte skal vi gøre op med i gennem oplysning og undersøgelser, slutter Kim Søholt.

Andre myter synes dog at være næsten helt aflivede: Langt de fleste forældre ved godt, at lus ikke hænger sammen med børns sociale kår eller hygiejne. Til gengæld, mener de fleste forældre, at ”det er passive forældre, der er skyld i at lus breder sig”.

Luseangreb synes at være mest udbredte umiddelbart efter skolernes jule- og sommerferie.

Powered by Labrador CMS