Galleri hærget før kontroversiel udstilling
Ruder er knust og maling er tværet ud i galleri, som næste uge udstiller værker af den racismedømte Dan Park.
Galleriet Hornsleth & Friends i København er natten til fredag blevet udsat for hærværk. Galleriet står for at skulle udstille værker af den racismedømte svensker Dan Park.
– I galleriet i Bredgade 8 er der blevet knust nogle ruder, og der er tværet noget maling ud, siger politiets centrale efterforskningsleder, Peter Steffensen, til Ritzau.
Politiet modtog anmeldelsen om hærværket lidt efter klokken 2 natten til fredag.
– Det er ikke nogen hemmelighed, at der skal være en Dan Park udstilling, og det kan ikke udelukkes, at der er en sammenhæng, siger Peter Steffensen.
Dan Park er idømt seks måneders fængsel og en bøde på 60.000 kroner for at bryde den svenske lov om hetz imod en folkegruppe, hvilket svarer til den danske racismeparagraf.
Det har fået Trykkefrihedsselskabet i Danmark til at foranledige en udstilling af nogle af de forbudte værker. Udstillingen skal løbe af stablen fra den 23. oktober og otte dage frem.
– Der er ikke ytret nogen ting i form af graffiti eller andet, som indikerer, at hærværket har noget med udstillingen at gøre, men vi holder muligheden åben, fortæller Peter Steffensen.
/ritzau/