Galleri: Anmeldere dybt uenige om “1864”

DR’s serie “1864” får en blandet modtagelse hos de danske mediers anmeldere. Ingen giver dog den dyre serie bundkarakter. Foto: Per Arnesen, Miso Film.
Offentliggjort Sidst opdateret

DR’s store krigsdrama er eminent fotograferet, mener anmelderne, der giver fra tre til fem stjerner.

Første afsnit af DR’s store serie om krigen i 1864 får ikke avisernes tv-anmelderne til at overgive sig i bar begejstring. I Politiken og BT er der topkarakterer til tv-dramaet, mens Berlingske, Ekstra Bladet og Jyllands-Posten er knap så begejstrede.

Ole Bornedal har som instruktør haft ansvaret for at omdanne Danmarks nederlag ved Dybbøl til fængende fjernsyn. Og det slipper han godt fra, mener BT’s anmelder Niels Lind Larsen, der giver fem ud af seks stjerner.

– Sikke et format, sikke billeder. Sikke en ømhed i historien, skriver han og slutter:

– Bornedal rykker grænserne for dansk tv-dramatik. På godt og ondt ser det ud til, men lad os håbe, at serien ikke kun bliver set med partipolitiske briller, for kunstnerisk set ligner “1864” en fuldtræffer.

I Politiken er der store roser til både instruktør og skuespillere, som “mestendels gør det fremragende”. Men også til filmens fotograf, Dan Laustsen.

– Det er sine steder så flot, at man aldrig før har set mage i en dansk tv-sammenhæng. Men uden at der går glansbillede i den. For trods bølgende kornmarker og en himmel så blå som havet omkring Danmark, lurer der ondskab underneden. Det sørger for spænding og luft i fortællingen. Man mærker konstant, at instruktøren kan sine genregreb fra gyserfilmen, skriver Henrik Palle.

Mens Politiken giver fem ud af seks hjerter, så er Berlingske noget mere karrig og giver tre ud af seks stjerner.

– Ole Bornedal er en eminent billedmager, men første afsnit af hans ambitiøse tv-serie om krigen i 1864 var tynget af mange manérer og en nutidsfortælling med manglende resonans, skiver Jesper Eising og efterlyser flere “strubegribende øjeblikke”.

Ekstra Bladet mener, at der mest blev skudt med løst krudt i første afsnit.

– Krigen er ikke tabt endnu. Men første slag var bestemt ingen sejr. På trods af Dan Laustsens flotte billeder.

Med sin blanding af fortid og nutid er serien på vildspor, lyder det fra Jyllands-Posten.

Men trods middelvurderingen tre ud af seks stjerner vil anmelder Nanna Frank Rasmussen også se med næste søndag.

– Ikke mindst er der et utal af gode skuespillere på rollelisten, især blandt de yngre medvirkende, som man har lyst til at følge, men der er mildest talt brug for, at serien finder en fast kurs, skriver hun.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS