Gæster befamler og chikanerer tjenere

Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Når landets tjenere balancerer med tallerkener på armen igennem en propfyldt restaurant, må de ifølge en ny undersøgelse ofte finde sig i at få et klap bagi eller en upassende kommentar med på vejen.

Ifølge undersøgelsen, som Analyse Danmark har lavet blandt 1.650 3F-medlemmer i restaurationsbranchen, har fire ud af ti – 37 procent – af landets tjenere oplevet at blive udsat for sexchikane fra gæster. Det skriver Fagbladet 3F.

Lars Peter Andersen, der er klinisk psykolog på Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning og forsker i arbejdsrelateret vold og mobning, giver en opsang til de spisende gæster:

»Det er mangel på grundlæggende respekt for en anden persons fag og integritet. Man betragter en tjener som »min« tjener, der skal servicere mig og ikke som en person i et professionelt fag,« siger han til 3F.

Ud af de 37 procent af tjenerne, der har oplevet sexchikane, svarer kun ni procent, at de ikke bliver generet af det. Lidt mere end halvdelen – 54 procent – oplever i høj grad eller i nogen grad sexchikanen som generende.

Ifølge konsulent i 3F Peter Lykke Nielsen misforstår nogle gæster den gode service og de smil, som tjenerne sender dem under serveringen.

Hos Horesta, brancheforening for hotel-, restaurant og turisterhvervet, betegner man tallet som overraskende højt.

Horesta vil nu gå i dialog med 3F om, hvordan man får sat fokus på problemet i restaurationsbranchen, skriver Fagbladet 3F.

Powered by Labrador CMS