Gælder hver fjerde bil i Danmark

Der blev i maj indregistreret 16.825 biler i Danmark. Knap 28 procent var el eller plugin-hybrid

Der er i Folketinget lavet en aftale, hvor målet er at nå en million grønne biler i 2030. I dag er der samlet set indregistreret 83.664 i Danmark. (Arkivfoto) Foto: Emil Helms/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Mere end hver fjerde solgte bil i maj var i den grønne kategori.

Det oplyser De Danske Bilimportører i en pressemeddelelse.

Der blev i maj indregistreret 16.825 nye biler i Danmark. Knap syv procent af dem var elbiler, og dermed er andelen fordoblet over det seneste år.

21 procent af de solgte biler var plugin-hybrid, hvilket er fire gange så højt som for et år siden.

De to grupper er i kategorien grønne biler, da de ikke udelukkende kører på benzin eller diesel.

– Bilsalget vidner om, at dansk økonomi grundlæggende er kommet stærkt tilbage efter coronakrisen, siger Mads Rørvig, der er administrerende direktør for De Danske Bilimportører.

– De grønne biler fortsætter deres fremgang, hvilket er et resultat af lavere afgifter samt et større udbud af grønne modeller fra bilproducenterne, siger han i en pressemeddelelse.

En million i 2030

Der er i Folketinget lavet en aftale, hvor målet er at nå en million grønne biler i 2030.

I dag er der samlet set indregistreret 83.664 i Danmark.

Bilsalget er blandt en lang række nøgletal, som økonomer følger for at måle lysten hos forbrugerne til at bruge penge. Det kan sige noget om temperaturen i økonomien.

Bilsalget var omkring årsskiftet præget af store udsving, da der ved årsskiftet trådte nye afgifter i kraft.

Det betød, at der var et meget lavt salg i de første måneder af 2021, men nu er salget tilbage på et mere stabilt niveau, vurderer Louise Aggerstrøm Hansen, der er privatøkonom i Danske Bank.

FAKTA: Markedet for billån er også ændret

* Flere banker har indført grønne billån, hvor du kan låne til en lukrativ rente – forudsat at bilen er genopladelig.

* Til gengæld ligger prisniveauet på de genopladelige biler generelt stadigvæk højere end på konventionelle biler.

* Hvis du låner 400.000 kroner til en elbil – fremfor 200.000 kroner til en konventionel bil – vil både købesummen og samlede udgift stadigvæk blive langt større i kroner og øre.

* De grønne billån skal altså ikke være tungen på vægtskålen, som gør, at du køber grøn bil.

* Tværtimod skal de ses som en løftestang – en hjælp på vejen – når du først har taget beslutningen om at købe grøn bil.

Kilder: privatøkonom Brian Friis Helmer, forbrugerøkonom Ilyas Dogru.

/ritzau fokus/

– Det peger på, at bilsalget efterhånden har stabiliseret sig efter en voldsom rutsjetur i vinteren, hvor afgiftsomlægningen til nytår gjorde, at mange fremrykkede deres bilkøb til før jul, mens salget styrtdykkede i januar og februar, siger hun i en kommentar.

Powered by Labrador CMS