Gaderøvere gik efter gangbesværet 93-årig
To kvinder fulgte efter en 93-årig kvinde fra hæveautomat og berøvede hende.
Københavns Politi efterlyser nu to kvinder, som fulgte efter, overmandede og røvede et større kontantbeløb fra en 93-årig kvinde med gangbesvær, skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Røveriet skete torsdag den 2. oktober 2014 omkring klokken 12.50 ved Frederiksberg Rådhus.
Den forurettede kvinde hævede forinden 5.000 kroner ved Nordea på Falkoner Alle, Frederiksberg og steg efterfølgende på buslinje 18 mod Frederiksberg Rådhus.
-På videoovervågningen fra banken samt fra bussen kan vi se, at to kvinder følger efter den forurettede og viser stor interesse for hende, forklarer politiassistent Michael Evan Rasmussen fra Tyveri- og røveriafsnittet, Københavns Politi.
I banken udviste den ene kvinde stor interesse for den forurettede uden selv at foretage nogen bankforretning. I bussen stillede de to gerningskvinder sig helt tæt op ad forurettede. Under dække af et stort tørklæde over armen forsøgte den anden kvinde flere gange at lave lommetyveri på forurettede uden at det lykkedes.
Ved Frederiksberg Rådhus steg de alle tre af bussen, hvorefter forurettede satte sig i et busskur og ventede på en ny bus.
I busskuret forsøgte de to kvinder at aflede den 93-åriges opmærksomhed ved at holde et kort op i ansigtet på hende. Gerningskvinderne trængte herefter den forurettede op mod glaspartiet og fastholdt hende, mens de stjal alle de penge, som hun tidligere havde hævet i banken.
Efterfølgende løb de fra stedet i retning mod den sydlige side af Frederiksberg Rådhus.
-Det er forkasteligt, at disse to kvinder målrettet er gået efter en ældre gangbesværet kvinde på 93 år, siger Michael Evan Rasmussen.
Har man oplysninger, som kan hjælpe Københavns Politi med at fange de efterlyste, bedes man ringe 114.
Politiet har udsendt følgende signalementer af de to kvinder:
A. Kvinde, østeuropæisk, 30-40 år, kraftig af bygning, mørkt skulderlangt hår med fald i, iført blå/hvid mønstret bluse, hvid hoftelang jakke, mørke bukser, bar en sort taske med rem over skulderen
B. Kvinde, østeuropæisk, ca. 40 år, alm af bygning, mørkt hår sat op i en knold, sorte briller, hvid bluse, beige cottoncoat (lang) med pelskrave, hvide bukser, brune støvler med høj hæl, bar en beige taske over den ene skulder