Gaderæs gik helt galt: Brækker arme og ben
Deltager i streetrace i Holeby mistede herredømmet over bil og ramte tilskuer.
En 26-årig kvinde kom lørdag aften slemt til skade, da hun var tilskuer til et ulovligt gadebilræs i et industriområde i Holeby på Lolland.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
– Det er unge mennesker, der er forsamlet til væddeløbskørsel i Industriparken i Holeby. Kvinden er tilskuer til løbet, og hun bliver ramt, da en af deltagerne i løbet mister kontrollen over bilen, siger vagtchef Stefan Jensen til Ritzau.
Ikke livstruende
– Hun har brækket begge arme, lårbenet og underbenet, så hun er kommet slemt til skade, men det er ikke livstruende, tilføjer han.
Ulykken skete klokken 20.18, og kvinden blev kort tid efter fløjet til Rigshospitalet, hvor hun skal igennem en række operationer.
Den 21-årige mand, der mistede herredømmet over bilen, vil blive sigtet efter færdselsloven, som han har overtrådt. Men hvorvidt han også skal sigtes efter straffeloven, er politiets jurister ved at vurdere, oplyser vagtchefen.
Væddeløb eller streetrace er ikke et ukendt fænomen i området, oplyser politiet. Unge mødes i typisk øde områder, hvor der er lange og lige vejstrækninger, for at køre ræs.
Men det er ulovligt, understreger vagtchef Stefan Jensen.
/ritzau/