Fyret Okore-boss: Jeg var på den hårdeste opgave
Aston Villas fyrede manager Paul Lambert ville ændre for meget på kort tid. Det kom til at koste ham jobbet.
Aston Villa fyrede onsdag manager Paul Lambert, der erkender, at han var på “den sværeste udfordring i sit liv”.
Jores Okores nu tidligere chef ville ændre for meget på for kort tid, og det kom til at koste dyrt i tabellen, hvor Birmingham-klubben i øjeblikket befinder sig under nedrykningsstregen.
Den 45-årige skotte tog i sommeren 2012 hul på et stort arbejde, der skulle få klubben tilbage til toppen af engelsk fodbold.
Lambert er torsdag eftermiddag kommet med en udtalelse gennem League Managers Association, hvor han giver sit syn på sagen.
– Jeg havde oprindeligt mandat til at give truppen et stort eftersyn, ændre hele lønstrukturen for spillerne samtidig med, at vi skulle bevare vores plads i Premier League.
– Der blev også gjort et forsøg på at købe og udvikle yngre spillere, som kunne give fodboldklubben et solidt fundament og hjælpe den fremad. Samtidig ville truppens værdi stige.
– Da jeg kom om bord, advarede klubejer Randy Lerner mig om, at jeg stod foran den hårdeste udfordring i mit arbejdsliv, og han tog ikke fejl.
– Men jeg er blevet ved med at arbejde hårdt lige til det sidste, og jeg har puttet alle mine kræfter i jobbet fra første til sidste dag, fortæller Lambert.
Aston Villa har i ligaen blot hentet 22 point for 25 kampe, men klubben er dog kun under nedrykningsstregen i kraft af en dårligere målscore end Queens Park Rangers.
/ritzau/AFP