Fyret efter skandale
Michael Masi er blevet kritiseret for beslutninger, der reelt afgjorde sidste års sæson i Formel 1
Formel 1's nu tidligere løbsdirektør Michael Masi er blevet fjernet fra sin rolle i Det Internationale Motorsportsforbund (FIA).
Det skriver FIA, der blandt andet overser verdensmesterskabet i motorsportens fineste klasse, i en pressemeddelelse torsdag.
Ifølge flere nyhedsbureauer er det den kontroversielle afslutning i den seneste sæson, der endte med at sende mesterskabet til Red Bulls Max Verstappen, som har kostet Masi jobbet.
Siden sæsonafslutningen er Masi blevet kritiseret for sine beslutninger, der reelt afgjorde mesterskabet.
Får ny rolle
Masi er dog ikke helt færdig i forbundet.
Han får nemlig en ny rolle, fremgår det af pressemeddelelsen.
- Michael Masi, der udførte et meget udfordrende job i tre år som Formel 1-løbsdirektør efter Charlie Whiting, vil blive tilbudt en ny stilling i FIA, lyder det fra forbundets præsident, Mohammed Ben Suleyman.
Det er fortsat uvist, hvilken rolle der er tale om.
Samtidig med omrokeringen i toppen af forbundet vil man indføre et nyt assisterende videosystem, som man også kender det fra fodboldverdenen, der skal være med til at hjælpe løbsdirektøren i fremtidige løb.
Afgjorde mesterskabet
Kritikken af Masi stammer fra sidste sæsons afslutning, hvor hollandske Verstappen blev sendt frem i en favorabel position bag mesterskabskonkurrenten, Mercedes' Lewis Hamilton, på sæsonens sidste omgang.
På daværende tidspunkt havde hollænderen friske dæk, hvorfor han hurtigt fik overhalet briten til sidst og dermed også sikret sig mesterskabstitlen.
Mercedes indgav kort efter sidste sæsons afsluttende løb to protester angående VM-afgørelsen til FIA. Senere blev disse protester trukket tilbage igen.