Fyret efter fem kampe
Vejle Boldklub giver cheftræner sparket efter fem kampe
Fem superligakampe.
Så mange nåede Carit Falch som cheftræner i Vejle Boldklub.
Nu er han røget ud af vagten.
Den traditionsrige klub fra Nørreskoven oplyser i en pressemeddelelse, at den har afbrudt samarbejdet med den 44-årige træner, der kom til fra Lyngby Boldklub forud for denne sæson.
Uden sejr i sæsonen
Vejle Boldklub er endnu uden sejr i sæsonen.
Det er således blevet til fire nederlag og et enkelt uafgjort resultat – og det er ikke godt nok til ledelsen i klubben.
- Samlet set vurderer vi ikke, at Vejle Boldklub og Carit Falch er det match, vi havde forventet og håbet på, siger administrerende direktør Henrik Tønder.
- Vi takker Carit for indsatsen i Vejle Boldklub, og vi må også som klub kigge indad. I dette har vi som klub et stort ansvar.
- Vi vælger nu at se fremad og samle alle kræfter mod den opgave at sikre os en placering, der giver os en sæson mere i 3F Superligaen, siger Henrik Tønder.
Assistenter tager over
De to assistenttrænere Frederik Birk og Steffen Kielstrup tager sig sammen med teknisk chef Johan Sandahl af den kommende udekamp mod FC Nordsjælland.
Carit Falch havde stor succes som cheftræner i Lyngby Boldklub i anden halvdel af sidste sæson. Derfor fandt Vejle Boldklub pungen frem og købte den succesrige træner.
Succesen fortsatte bare ikke i Nørreskoven, hvor tålmodigheden hurtigt slap op.