Fynsk sexkrænkers forsvarer: Seks år er nok
Manden i den røde bil er ikke straffet før og var påvirket af Ritalin. Derfor er seks år nok, siger forsvarer.
Seks år.
Det er den maksimale tidsperiode, som manden i den røde bil skal sidde fængslet, siger hans forsvarer mandag, hvor hun afgiver procedure i sagen om sexkrænkeren fra Fyn.
Han er blandt andet tiltalt for at have krænket to piger på 10 og 11 år seksuelt i sin røde bil på Fyn i efteråret 2012 og for at opbevare sprængstoffer i sin lejlighed.
– Han er 40 år, og han er ustraffet. Læger har vurderet ham til at være under påvirkning af Ritalin. Derfor skal han have maksimalt seks år, hvis man vælger at idømme straf, siger forsvarer Linda Christensen.
Anklageren har tidligere mandag krævet, at den tiltalte CJ skal have mindst 12 års fængsel. Men hvis retten vælger at idømme ham 10 år eller derunder, skal han i stedet idømmes forvaring. Det er en tidsubegrænset straf.
– Lad mig svare med et rungende nej. Det er ikke nødvendigt med tidsubestemt straf, siger forsvareren.
Anklageren har tidligere sagt, at hun mener, at tiltalte er farlig. Det afviser Linda Christensen fuldstændig.
– Min klient er ikke farlig. De forhold, han er tiltalt for og til dels har erkendt, er begået i en situation, hvor han har taget for meget Ritalin. Det vil ikke ske igen, har han selv forklaret her i retten, siger forsvareren.
/ritzau/