Fynsk krænker kræver frifindelse

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Tiltalt i fynsk krænkersag nægter forsøg på voldtægt af en kvinde, men erkender at have krænket to piger.

Manden, som er blevet kendt som “manden i den røde bil”, CJ, sidder tirsdag roligt på sin stol i Retten i Odense, mens hans forsvarer læser op, hvad han erkender at have gjort, og hvad han nægter at have noget med at gøre.

CJ er tiltalt for blandt andet at have forsøgt at voldtage en kvinde i oktober 2012 og for at have krænket to skolepiger seksuelt i sin røde bil samme efterår på Fyn.

CJ’s forsvarer, Linda Christensen, fortæller, at den 41-årige mand delvist erkender at have krænket de to piger på henholdsvis 10 og 11 år, men at han helt overordnet nægter sig skyldig, da han “befandt sig i en tilstand af psykose” på gerningstidspunktet.

CJ erkender dog, at han satte pigerne ind i sin bil, hvor han forulempede dem. Men han nægter at have forsøgt at voldtage den ene, og han nægter at have gennemført voldtægten med den anden.

At han skulle have forsøgt at voldtage en kvinde tidligt om morgenen den 20. oktober i Odense, nægter han også.

Derimod står han ved, at han havde over 100.000 billeder og film med børneporno liggende på sin computer. Ifølge anklageskriftet var 1683 af dem særligt grove og viser børn, som ser ud til at blive voldtaget eller være i livsfare.

Ud over de seksuelle krænkelser er CJ også anklaget for at have opbevaret så mange forskellige sprængstoffer i sin lejlighed, at de bragte andre menneskers liv i fare.

CJ erkender at have haft sprængstofferne liggende, men han nægter, at det foregik under “særligt skærpede omstændigheder”, som der står i anklageskriftet.

Retssagen foregår for åbne døre, selv om forsvarer Lind Christensen bad om at få dem lukket. Det så dommer Ingrid Therkelsen dog ingen grund til, at de blev.

Tirsdag er retssagens første dag, og i alt vil den vare syv dage. Dommen ventes at falde den 19. november.

Anklagemyndigheden anbefaler, at han får en forvaringsdom, hvilket vil sige, at fængselsstraffen er på ubestemt tid.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS