Fyldt med kræftfremkaldende stoffer: Disse autostole skal du holde dig fra

En stor test af autostole hos FDM afslører en god nyhed og en dårlig nyhed.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bilisternes store forbrugerorganisation FDM har i forbindelse med en ny, stor test af autostole både en god og en dårlig nyhed. For at tage den gode først, så er det glædelige budskab, at sikkerheden er i top hos stort set alle stolene.

Mens man glæder sig over dén nyhed, kan man dog lige tygge lidt på den dårlige; en række af autostolene, som FDM har testet, indeholder nemlig høje mængder af stoffet naftalin, der er mistænkt for at være kræftfremkaldende.

Fundet af de farlige stoffer får FDM til at smække et ‘dumpet’-stempel på ikke mindre end ni af de testede autostole. Blandt andre flere stole af mærket Jané.

FDM: Hører ingen steder hjemme

Hos FDM ser man bestemt ikke med milde øjne på testresultaterne. Det fortæller motorforeningens biltekniske redaktør Søren W. Rasmussen til FDMs hjemmeside:

”Skadelige stoffer hører på ingen måde hjemme i udstyr til børn… Det er naturligvis ikke godt nok, og bør få alle producenterne til at skærpe deres kontrol med de forskellige dele af produktionen,” siger bilteknisk redaktør i FDM, Søren W. Rasmussen.

Sådan finder du den rigtige autostol

Tag dit barn og bilen med, når du skal købe autostol. Så er du sikker på, at autostolen passer til begge dele. Tjek at:

  1. Barnets vægt er inden for autostolens vægtgrænse
  2. Selen sidder korrekt på barnet
  3. Barnets hoved ikke stikker op over kanten af stolen
  4. Autostolen kan monteres korrekt i bilen
  5. Barnet sidder godt

Læs mere: Rådet for Sikker Trafik

Fundet af de problematiske stoffer i autostolene er ikke det eneste, du som forælder skal være opmærksom på. I galleriet ovenfor artiklen har vi samlet de væsentligste regler – samt en række gode råd – man skal være opmærksom, når man skal spænde barnet sikkert fast.

Powered by Labrador CMS