Fylder rundt i dag
Som 11-årig sejrede hun ved børnenes Melodi Grand Prix. Nu vil hun sælge tøj til mødre og børn. 7. november fylder Anne Gadegaard 30 år
I 2003 vandt hun børnenes Melodi Grand Prix med sangen "Arabiens Drøm". Bare 11 år gammel blev hun stjerne hos mange børn og voksne.
Søndag den 7. november fylder Anne Gadegaard 30 år.
Efter succesen ved MGP udgav hun fem album med børnesange, inden hun tog en lang pause fra musikken.
Næste gang, hendes fans hørte fra hende, var i 2013 med singlen "Bag Skyerne".
To år senere blev hun nummer to i det danske Melodi Grand Prix med sangen "Suitcase".
Lige nu går meget af Anne Gadegaards tid med at passe datteren Filippa på tre år.
Nyt firma
Desuden er hun aktiv på sociale medier og på den blog, hun for nylig har genoptaget.
Hun har også planer om at blive iværksætter.
- Jeg vil starte mit eget firma med lækkert tøj. Det skal være til mor og barn, sådan at de kan matche hinanden.
Det nye eventyr er blevet forsinket, blandt andet på grund af corona. Nu glæder Anne Gadegaard sig til, at hun snart kan fortælle mere om projektet.
Det fylder stadig meget, at hun vandt MGP - både hos hende selv og blandt dem, der husker hende fra dengang.
Vender måske tilbage
Jævnligt modtager hun videoer, hvor fans danser eller lytter til "Arabiens Drøm". Videoerne sørger hun som regel for at dele med sine følgere.
- Jeg tror, at det altid vil være en del af mig. Og det er okay, siger hun.
Anne Gadegaard synger godnatsange for datteren og lytter til musik, men ellers er musikken gledet i baggrunden.
Hun vil dog ikke udelukke, at hun på et tidspunkt vender tilbage, men umiddelbart har hun ingen planer om det.
Fedeste oplevelse
Hvis datteren en dag kommer og siger, at hun vil deltage i MGP, får hun 100 procent opbakning fra sin mor.
- Det var den fedeste oplevelse nogensinde, så det vil jeg helt klart synes, hun skal gøre.
- Men jeg vil forklare hende, at hun ikke skal være med for at vinde. Hun skal være med, fordi hun synes, det kan være sjovt at være på scenen.
Selv stillede Anne Gadegaard op, fordi hun håbede, at det ville give hende mulighed for at optræde til børnekoncerterne Åh Abe.
Hun satsede på at blive blandt de fem bedste, men havde aldrig regnet med at vinde.
Anne Gadegaard er opvokset i Aarhus og bor i dag i København.