Fundet død på hotelværelse
50-årige Taylor Hawkins blev ifølge lokalt medie fundet død på et hotelværelse i Colombias hovedstad fredag
Det amerikanske rockband Foo Fighters' trommeslager, Taylor Hawkins, er død. Han blev 50 år.
Det oplyser bandet på Instagram tidligt lørdag morgen dansk tid.
- Foo Fighters-familien er knust over det tragiske og alt for tidlige tab af vores elskede Taylor Hawkins, skriver bandet.
Foo Fighters var på turné i Sydamerika og skulle efter planen have spillet i Colombias hovedstad, Bogotá, fredag aften lokal tid.
Ingen dødsårsag
Ifølge den colombianske avis El Espectador blev Hawkins fundet død på sit hotelværelse fredag.
Der er ikke givet nogen dødsårsag.
Taylor Hawkins efterlader sig sin hustru, Alison, og parrets tre børn.
- Hans musikalske ånd og smittende latter vil leve videre i os alle for evigt, skriver Foo Fighters.
- Vores tanker går til hans hustru, børn og familie. Vi beder om, at deres privatliv bliver respekteret i denne ufatteligt svære tid.
Trommeslager i 25 år
Efter Foo Fighters' grundlægger og frontmand, Dave Grohl, var Taylor Hawkins nok det mest prominente medlem af bandet.
Han optrådte således sammen med Dave Grohl i interviews, ligesom at han havde fremtrædende roller i bandets musikvideoer.
Hawkins var Foo Fighters' trommeslager i 25 af bandets 28 år lange eksistens. Han overtog fra den originale trommeslager, William Goldsmith, i 1997.
Oplevede Corbains død
Det skriver mediet WUSA9.
I midten af 1990'erne turnerede Taylor Hawkins rundt med den canadiske sangerinde Alanis Morissette, før Dave Grohl bad ham om at være med i Foo Fighters.
Det er anden gang, at Dave Grohl oplever en nær bandkammerats død. Grohl var trommeslager i bandet Nirvana, da forsanger Kurt Cobain døde i 1994.