Fund af bombelignende genstand forundrer politiet
Nu prøver de at finde ud af, hvordan det er endt der, hvor det endte.
Betjentene fra Københavns Vestegns Politi har fået deres sag for efter et fund af militært øvelsessprængstof. Pakken med ikke sprængfarligt sprængstof blev fundet omkring “Søhesten” ved Ishøj Havn. Da der var tale om en mistænkelig genstand, der kunne ligne en bombe, blev politiet tilkaldt af bekymrede borgere.
De betjente, der dukkede op, blev også bekymrede. De spærrede området af og tilkaldte sprængstofeksperter. Og her kom der så svar på, hvad det var, der lå der og lignede en bombe; det var noget, der skulle ligne en bombe.
– Det ligner noget, der er henkastet, men jeg kan ikke sige hvorfor, fortæller vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, Thomas Christensen, til Newsbreak.dk.
Militært øvelsessprængstof har – sjovt nok – fået sit navn, fordi det ikke er noget, hverken jeg eller min nabo kan gå ned og købe i Matas.
– Det er noget, man kun kan få fat i, hvis man har været en del af det militære system, siger Thomas Christensen.
Afspærringen blev efterfølgende ophævet. Men sagen er ikke opklaret.
Sporsikring
Vagtchefen fortæller, at han ikke aner, om der er serienumre eller den slags på den for for militært isenkram. Det er derfor uvist, hvordan man fra politiets side vil finde ud af, hvem der indledningsvist har fået militært øvelsessprængstof udleveret, og om det i så fald er den samme person, der har efterladt det ved søhesten.
– Vi hører, om der er nogen derude, der har set noget, og vi trækker DNA og fingeraftryk, fortæller Thomas Christensen.
Afspærring ophævet. Der var tale om fund af ufarligt militært øvelses-sprængstof 💣./Vagtchefen #politidkhttps://t.co/YlXzURwv3M
— Vestegnens Politi (@VestegnsPoliti) November 20, 2016
Så hvis du kender en, der har mistet sit sæt af militært øvelsessprængstof, kan du kontakte politiet på 114.