Fuldkommende rystende: Håbløst elendig lastbil kørte rundt i Danmark
Var i så elendig stand, at det næsten er utroligt.
Det har formentlig været dybt rystede repræsentanter for Tungvognscenter Syd, der ved en kontrol på Ustrup Rasteplads den 26. april stoppede et lettisk sættevogntog, der transporterede en mejetærsker. Det viste sig ifølge en pressemeddelelse fra den særlige politiafdeling hurtigt, at den var helt gal med både sættevogn og lastbil.
Så grelt stod det til, at sættevognen har fået inddraget nummerpladen, mens lastbilen er tvunget på værksted i Kolding. Politiet oplyser, at det samlede bødekrav mod chaufføren endte på svimlende 18.000 kroner, mens transportfirmaet har modtaget en bøde på 31.000.
I tilgift skal der naturligvis betales omkostninger til undersøgelse og bremsetest af køretøjerne på værksted, beretter politiet. På lastbilen er der anslået reparationsudgifter for cirka 50.000 kroner. Så alt i alt bliver det en kostelig affære.
Også for chaufføren, der ud over at have fået en høj bøde er indstillet til at få inddraget førerretten. “Da bremserne på sættevognen ikke virkede hurtigt, sikkert og virksomt, og det er en tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden”, skriver Tungvognscenter Syd.
Alt i alt blev følgende fejl noteret:
Manipuleret Adblue-system
Manglende udsyn gennem frontruden
Skævbremsning på lastbilens 1. aksel
Meget rustne bremseskiver på 3. aksel
Nedslidte dæk på 2. aksel
Sporestangen var bøjet
Bremsepotten, bremsenøglen, S-nøglen og bremsebakkerne var fjernet på sættevognens 2. aksel i højre side
Driftsbremsen på sættevognen kunne kun levere en fremregnet bremsepræstation på 8 % og minimumskravet er 45 % på en sættevogn
Slør i styrebolte på sættevognens 3. aksel
Nedslidt dæk til ståltråden på sættevognens 2. aksel i venstre side
Sættevognens chassis var gennemtæret og revnet
Særtransporten af mejetærskeren havde en bredde på 3,18 meter, og var ikke afmærket som særtransport
Højden var 4,30 meter. Hvis mejetærskeren i stedet var blevet placeret på det laveste sted på sættevognen, ville den have kunnet køre som tilladelsesfri særtransport
Grundet det brede gods, var det nødvendigt med spejlforøgere eller en kameraløsning til udsyn bagud langs godsets ydre kant. Da der hverken var spejlforøgere eller kameraløsning, var der krav om et bagvedkørende ledsagekøretøj