Fuld svensker sejlede i cirkler på Øresund

Både politiet og en båd fra beredskabet i Københavns Lufthavn i Kastrup blev alarmeret. Foto: OLUFSON JONAS/Polfoto
Offentliggjort Sidst opdateret

Helikopter og redningsbåde blev alarmeret ud på Øresund på grund af fuld svensker.

En svensker i en speedbåd på Øresund er onsdag kort før middag blevet reddet i land.

Lystsejlere i området ringede til myndighederne, da de så, at båden blev ved med at sejle i cirkler nord for Middelgrundsfortet.

Føreren lå livløs i speedbåden, og Søværnets Operative Kommando besluttede at rekvirere en redningshelikopter fra flyvevåbnet.

Også politiet blev alarmeret, og det samme blev en båd fra beredskabet i Københavns Lufthavn i Kastrup.

Manden viste sig at være bevidstløs, oplyser vagtchef Jens Kristiansen i Københavns Politi.

– Det er en stærkt beruset svensker, siger vagtchefen.

Onsdag har myndighederne sørget for at hjælpe manden i land. Men de vil også sigte ham for spritsejlads.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS