Fuglsang skulle hente vand og missede bjergpoint
Tour de France-feltet prøvede på 17. etape kræfter med Alperne, og med hele fem bjergspurter indlagt var der masser af bjergpoint at jagte for Jakob Fuglsang (Astana). Etapen gik dog ikke helt, som danskeren kunne have ønsket sig.
30-årige Fuglsang er stadig en del af kampen om den prikkede bjergtrøje, som i øjeblikket sidder på Joaquim Rodriguez (Katusha), der dog kun har den til låns af løbets rytter i gult, Christopher Froome (Team Sky).
»Der var fuld knald på i dag. Jeg forsøgte 100 gange at ramme det udbrud, men det ville ikke køre i stand. Til at starte med havde vi forholdsvis meget modvind, så det blev hele tiden sådan nogle store grupper, og feltet kom hele tiden op bagfra. På stigningen kørte Quintana (Nairo Quintana fra Movistar, red.) med, så der blev det også neutraliseret. Så løb jeg tør for vand, og da jeg så lige var nede for at hente nyt vand nede ved bilen, rykkede de af sted,« sagde Jakob Fuglsang efter etapen til TV2.
Danskeren kom først i mål 17 minutter og 47 sekunder efter etapens vinder, Simon Geschke (Giant-Alpecin), da han valgte at spare kræfter, efter han missede at komme med i udbruddet. Det blev derfor heller ikke til nogle bjergpoint, men kampen er ikke slut endnu, understreger Fuglsang.
»Nej, det er den ikke. Rodriguez fik heller ikke nogen point, så vi forsøger igen i morgen,« sagde Fuglsang med reference til 18. etape, hvor der er hele syv bjergspurter.
Jakob Fuglsang ligger på tredjepladsen med 41 point i bjergtrøje-kampen, hvilket er 20 færre end Christopher Froome. Joaquim Rodriguez har 52 point.