Frygtet feber-sygdom kommer tættere på Danmark: Sådan skal du forholde dig
Statens Serum Institut advarer lige nu mod en kraftig stigning i tilfælde af den dødsensfarlige vestnilfeber i Europa.
Den dødelige sygdom vestnilfeber er i fremgang i Europa lige nu, og Statens Serum Institut råder derfor til, at man tager sine forholdsregler.
Det fremgår af instituttets hjemmeside.
Advarslen kommer på baggrund af rapporter fra Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og –kontrol, som viser en kraftig stigning i antallet af smittede med sygdommen i Europa – og vestnilfeber er også blevet spredt mere på kontinentet.
Således er der blevet fundet tilfælde i Rumænien, Ungarn og Serbien, som ellers ikke før har været ramt af sygdommen.
Kommer fra myg
Ifølge Statens Serum Institut bliver man typisk smittet med sygdommen gennem stik fra myg.
Derfor anbefaler instituttet, at man sørger for at dække sig ordentligt til, hvis man rejser til et af de berørte områder – samt at man bruger myggebalsam og lignende.
Du kan se de berørte lande i boksen herunder.
Symptomerne på sygdommen er akut feber, almen utilpashed og hovedpine. Cirka halvdelen af patienterne oplever udslæt på kroppen.
Hvis man observerer disse symptomer, råder Statens Serum Institut til, at man søger læge med det samme.