Frygter Ukraine-lov bliver udnyttet
De konservative frygter, at det ikke kun er ukrainske statsborgere, der vil benytte sig af asyl i Danmark
De Konservative var ikke med i eftermiddagens aftale om en særlov for ukrainske flygtninge.
Men fredag aften skriver De Konservatives udlændingeordfører Marcus Knuth på Twitter, at partiet vil stemme for aftalen, hvis der ikke er opbakning til partiets ændringsforslag.
Partiet stod uden for aftalen, fordi de var bekymrede for, at personer med lovligt ophold i Ukraine, der ikke er ukrainske statsborgere, kunne komme til Danmark under den nye særlov.
Kan ske om to uger
Forslaget fremsættes mandag 14. marts og behandles for tredje og sidste gang onsdag 16. marts.
Hasteloven skal dermed kunne træde i kraft om to uger, siger ministeren.
Som reglerne er i dag, kan ukrainere være i Danmark i 90 dage. Men da Ukraine ikke er en del af EU, har de ikke adgang til det danske arbejdsmarked eller danske velfærdsydelser.
Får sær-asyl
De kan i stedet søge asyl. Men for at få asyl skal man leve op til flere betingelser.
Den nye særlov er en suspendering af de normale regler for asyl.
Loven skal sikre ukrainere mulighed for at kunne fortsætte deres liv og blive en del af det danske samfund hurtigt, lyder det i aftaleteksten.