Frygter massakre: Kan slå os ihjel

Snart er kassen tog hos et landets største trafikselskaber.

Tomme tog og busser har kostet selskabet dyrt. (Foto: Niels Christian Vilmann/Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

(Citathistorie fra Sjællandske)

De seneste måneder med næsten passagertomme busser og tog betyder, at det østdanske trafikselskab Movias økonomi styrtbløder.

Selskabet har i løbet af maj øget sin kassekredit fra 100 til 330 millioner kroner, men til august er kassen tom, skriver Sjællandske.

Derfor er der lagt op til, at trafikselskabet på et bestyrelsesmøde i dag, tirsdag, vil bede dets ejere, de 46 kommuner og to regioner i Østdanmark, om at fremrykke en række acontobetalinger for resten 2020. Samtidig beder man ejerne om at spytte knap 790 millioner kroner ekstra i kassen, inden året er omme.

Staten skal træde til

Den største del af regningen, 208 millioner kroner, ender hos Region Hovedstaden.

– Vi har ingen pengekasse eller opsparing, vi kan tage pengene fra. Det er et underskud, der er kommet direkte af statsministerens og myndighedernes retningslinjer om, at man skulle holde sig fra den kollektive trafik og blive hjemme, hvis man kunne. Så derfor bliver staten også nødt til at dække det her underskud, ligesom de har gjort for luftfartsselskaberne og andre virksomheder, siger Jens Mandrup (SF), formand for trafikudvalget i Region Hovedstaden til Sjællandske.

Den store ekstraregning skal holdes op imod, at Region Hovedstadens samlede udgifter til kollektiv trafik løber op i cirka 550 millioner kroner årligt.

– Vi kan godt låne de penge kortvarigt. Men så står vi med et underskud inden årets udgang. Vi har en forventning om, at der snart lander en økonomiaftale (mellem regeringen og Danske Regioner, red.), hvor vi får dækket det underskud, der er, siger han til Sjællandske.

En massakre

Samme håb har regionsrådsformand i Region Sjælland, Heino Knudsen (S), hvor man står med en potentiel ekstraregning på 87 millioner kroner.

– Det er en kæmpe bombe under den kollektive trafik. Ikke kun hos os i Region Sjælland, men i hele landet. Hvis ikke staten træder til, så vil det give en massakre på tog og bus. Jeg ved, at der er en god dialog om det i økonomiforhandlingerne, og jeg har også en klar forventning om, at regeringen vil være med til at løse det her, siger han.

Blandt kommunerne står København og Frederiksberg til at få de største regninger på henholdsvis 116 og 26 millioner kroner.

Roskilde, Køge, Næstved, Slagelse, Hillerød, Helsingør og Rudersdal står til regninger på 10-15 millioner kroner.

Lang vej tilbage

De 787 millioner skyldes primært et tab af passagerindtæger de seneste måneder, men i mindre grad også forventede passagertab resten af 2020, 2021 og 2022. Samtidig har man haft ekstraudgifter til blandt andet ekstra rengøring for at mindske smittespredning af Covid-19.

Movia fastslår dog, at ekstraregningen kan blive endnu større, da man ikke har medregnet ekstra udgifter og tab på Flextrafik-området.

Landets regionale trafikselskaber, der ud over Movia tæller fem andre regionale selskaber, forventer samlet set et tab på cirka 1,6 milliarder kroner som følge af corona-nedlukningen, skriver Sjællandske.

Powered by Labrador CMS