Frygter hans adgang til atomvåben

Pelosi: Vi diskuterede mulige forholdsregler for at hindre ustabil præsident i at starte krigshandlinger.

Der arbejdes på en løsning, så Trump ikke længere har adgang til atom-knappen. (Foto: Donald J. Trump via Twitter/Ritzau Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

Demokraternes flertalsleder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, har talt med den amerikanske forsvarschef om muligheden for at hindre præsident Donald Trump i at starte en atomkrig. Det skriver Pelosi i et brev til partigruppen ifølge Hearst TV.

– I morges talte jeg med forsvarschef Mark Milley for at diskutere mulige forholdsregler for at hindre en ustabil præsident i at starte krigshandlinger eller få adgang til atomvåbenkoderne og starte et atomangreb, skriver Pelosi i et brev til partigruppen som Hearst-journalisten Mark Andrew har fået adgang til.

I brevet takker Pelosi også partikollegerne for den måde, hvorpå de håndterede stormen på kongresbygningen.

Vil have Trump fjernet

Hun skriver, at en politimand blev dræbt under urolighederne. Hun gentager et håb om, at vicepræsident Mike Pence vil fjerne Trump fra præsidentembedet.

Pelosi siger, at hun har talt med Pence, som ikke ville tilkendegive, hvorvidt han vil udnytte en tilføjelse til forfatningen, som gør det muligt for en vicepræsident at afsætte en præsident. Pelosi har gjort det klart, at hvis Pence ikke handler, så vil Demokraterne forsøge at få stille Trump for en rigsret.

Pelosi oplyste også fredag, at hendes laptop blev stjålet, da demonstranter trængte ind i kongresbygningen.

Joe Biden tier

Pelosi skulle sent fredag tale med Joe Biden, som har været tilbageholdende med at udtale sig om rigsretssag eller brug af forfatningstilføjelsen.

– Biden koncentrerer sig om magtovertagelsen og overlader overvejelserne om en rigsretssag til Kongressen, siger Bidens pressetalsmand, Andrew Bates.

I princippet kan en rigsretssag komme i stand hurtigt. Der kræves et simpelt flertal i Repræsentanternes Hus, som kontrolleres af Demokraterne, for at få banet vej for en godkendelse af anklagerne mod præsidenten.

Derefter vil vil processen gå videre i Senatet, som for øjeblikket holder vinterpause frem til den 19. januar – dagen før Trumps mandatperiode udløber.

Der kræves to tredjedels flertal for at få afsat præsidenten. I senatet har de to partier hver 50 pladser.

Powered by Labrador CMS