Frygtelig virus: Regering beder unge vente med at få børn

Zika-epidemien er så slem i det sydlige Amerika, at regeringen i El Salvador nu fraråder unge at få børn

Offentliggjort Sidst opdateret

Danske gravide frarådes at rejse til Syd- og Mellemamerika. I flere lande fraråder regeringen unge at blive gravide. WHO forventer, at kun Canada og Chile går fri af den myggebårne virus, der kædes sammen med hjerneskade hos forstre – fordi virussen forårsager et for lille hoved.

Zika-virussen er som sådan ikke farlig, men læger har siden oktober påvist en sammenhæng mellem gravide, der bærer virussen, og microcephali, som er skader på centralnervesystemet hos fostre og nyfødte.

Det seneste land i rækken til at give en officiel advarsel, er El Salvador. Det lille sydamerikanske land tager dog advarslen til et nyt niveau: Ingen børn i to år.

Hvor andre lande har opfordret unge til at vente nogle måneder, til man har mere viden om zikavirus, har El Salvador altså valgt at fraråde graviditet helt.

“Det er op til gud”

Det er dog ikke alle, der mener, at regeringen kan styre antallet af graviditeter. Ifølge New York Times, siger en indbygger:

– Det er ikke op til regeringen; Det er op til gud, siger 30-årige Vanessa Iraheta, som er syv måneder henne i sin graviditet.

– Jeg tror ikke, de unge vil lade være med at få børn.

Med mindst 5000 nye tilfælde af zikavirus – flere end 1500 i den seneste måned alene – i den lille nation med seks millioner indbyggere, har regeringen kæmpet for at finde en løsning. Hold af skadedyrs-bekæmpere kæmper mod Aedes-myggen, som udover at formodes at være bæreren af zikavirus også er bærer af sygdomme som dengue-feber, gul feber og chikungunya-feber.

Regering: – En sekundær strategi

El Salvadors viceminister for sundhed, doktor Eduardo Espinoza, siger, at anbefalingen om at vente med at få børn ikke er regeringens primære taktik for at bekæmpe epidemien. Det er nærmere en sekundær strategi:

– Vi ser os selv tvunget til at lave den anbefaling til partnere, der prøver at blive gravide.

Anbefalingen får dog ikke ros med af verdensorganisationen WHO.

– Der er mange spørgsmål, der kræver svar, inden man kan lave den anbefaling, siger doktor Marcos Espinal, direktør for smitsomme sygdomme ved den pan-amerikanske sundhedsorganisation.

– Du er nødt til at se på de risici, der er forbundet med at lave sådan en anbefaling, hvordan det vil påvirke fødselsraten i et land.

Samtidig er anbefalingen kontroversiel i landet, som er temmelig religiøst. For at undgå graviditet er den nemmeste måde prævention, og det er kompliceret i et land, hvor mere end 50 procent af indbyggerne er romersk-katolske – og altså ikke går ind for prævention.

Powered by Labrador CMS