Frygt for flere skolelukninger i landsbyerne

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Kommuner skal have bedre rammevilkår, hvis de ikke skal lukke flere skoler, siger Landdistrikternes Fællesråd.

Et faldende antal elever i landets folkeskoler har især ramt landets yderområder, viser en ny undersøgelser fra Cepos, og det får interesseorganisationen Landdistrikternes Fællesråd til at frygte, at landets kommuner befinder sig i en ond cirkel, hvor det bliver nødvendigt at lukke endnu flere skoler uden for storbyerne.

– Hvis det betyder, at hele skoler skal nedlægges, vil det berøre en masse børn og deres forældre, fordi der bliver længere transport til den nærmeste skole. Det er ret uheldigt, for det kan give den opfattelse, at det er så trist herude på landet, siger formand Steffen Damsgaard til Ritzau.

Han siger, at hvis årsagen til faldene elevtal er, at der generelt bliver færre børn at sende i skole, vil kommunernes eventuelle beslutning om at lukke flere skoler være forståelig.

Men samtidig mener han, at staten skal give kommunerne bedre rammer at drive skoler under for at modvirke udviklingen.

– Vi må jo sige, at med de nuværende rammevilkår, som kommunerne kan levere service under, kan man spørge sig selv, om de kan levere en rimelig service. Der er jo ikke flere ressourcer at gøre med, siger Steffen Damsgaard, der påpeger, at mange forældre flere steder har lavet friskoler, hvor der før var folkeskoler, men at det ifølge forældrene selv er mere af nød end af lyst.

Ifølge Landsdistrikternes Fællesråd er fremtiden dog ikke nødvendigvis sort. Flere indvandrere bosætter sig nemlig i yderområderne end tidligere.

– Vi oplever konkret, at der er nogle områder, hvor udlændinge i stigende grad bliver ansat i gartnerier og inden for andre områder. Når de flytter til mindre byer, betyder det jo også, at der kommer flere børn til skolen og mere handel i det lokale supermarked, siger han.

En undersøgelse for Ugebrevet A4 viste mandag, at indvandringen er med til at bremse affolkningen af mange landdistrikter.

– Personligt tror jeg, at den aktuelle urbanisering bliver talt meget op og bliver til en italesat sandhed. Jeg er overbevist om, at fællesskab, sammenhold og tillid vil tiltrække folk til landdistrikterne igen, men hvornår og i hvilken takt afhænger også af hvilke rammer kommunerne har at yde service under, siger Steffen Damsgaard.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS