Frustreret mor: Byggelarm skader min baby
En frustreret mor til en for tidligt født baby på Skejby Sygehus kommer med skarp kritik af byggelarm på hospitalet.
Den 9. april fødte Stinne Juhl en søn, der var kommet til verden alt for tidligt. Derfor har sønnen siden fødslen været indlagt på Aarhus Universitetshospitals afdeling for for tidligt fødte børn. Her har hun fået at vide, at sønnen har brug for fred og ro, men det er langt fra, hvad Stinne Juhl har oplevet fra hospitalets side. Aarhus Universitetshospital i Skejby er nemlig i gang med en stor udvidelse, og det har betydet byggelarm på afdelingen. Den voldsomme larm fik lørdag Stinne Juhl til at lægge en video på Facebook, hvor hun klager sin nød.
– Jeg har flere gange prøvet at råbe højt, vist min frustration og været ekstrem ked af det, på mit barns vegne, desværre uden held. Bare i dag, har de brugt vinkelsliber og tryklufthammer i 11 timer i streg med få korte pauser, skriver Stinne Juhl i sit opslag sammen med videoen.
Hun mener ikke, at hospitalet tager problemet alvorligt, og hun fortæller i videoen, at hun har fået at vide af personalet, at der ikke er noget at gøre ved larmen. Hun har forsøgt at finde ud af, hvem hun kunne klage til over problemet, men da hun ikke mener, at hun har fået et klart svar, mener hun, at Facebook-videoen har været den eneste måde at forsøge at råbe hospitalsledelsen op, forklarer hun i videoen.
– Vi får konstant at vide, at de (spædbørnene /red.) har brug for ro, og at vi ikke må larme, og at vi ikke må snakke højt, men det er helt okay, at de nedenunder bryder en væg ned, siger Stinne Juhl, der frygter at nogle af de for tidligt fødte børn kan få varige mén af larmen.
Hospital: Byggeri sat på pause
Videoen er lynhurtigt blevet delt over 10.000 gange på Facebook, og i skrivende stund er den blevet set mere end 400.000 gange. Kort efter videoen kom frem, reagerede Aarhus Universitetshospital på Stinne Juhls opråb. Hospitalet har selv delt videoen på sin Facebook-side sammen med følgende besked:
– Vi beklager meget, den byggestøj I har været udsat for i dag. Det var mere, end vi havde forventet, og vi beklager, hvis du har fået at vide, at vi ikke kunne gøre noget ved det.
Byggeriet bliver sat på pause søndag, og mandag morgen tager byggeorganisationen problemet op for at finde ud af, hvad der kan gøres fremover for at gøre forholdene mere tålelige for børnene.
Ledelsen har dog samtidig over for flere medier forsikret, at der hele tiden bliver holdt øje med, om larmen påvirker børnene på afdelingen.
– Jeg vil godt garantere at der ikke er børn, der har taget skade af det her, siger oversygeplejerske på fødeafdelingen Maria Rosbjerg til mx.dk.
Hun fortæller samtidig, at det er af hensyn til, at Stinne Juhl ikke skal blive mere stresset, at man har valgt at sætte byggeriet på pause.
Tager ikke opgave alvorligt
Hospitalets håndtering af byggestøjen møder dog stadig kritik fra Karina Rothoff Brix, der er direktør i Institut for Præmaturitet, som beskæftiger sig med for tidligt fødte børns vilkår.
– Det er meget kritisable betingelser. Jeg synes ikke, at man tager sin opgave alvorligt, siger Karina Rothoff Brixtil mx.dk.
Hun mener, at larm som den, Stinne Juhl og hendes lille søn oplever, kan forhindre, at de i forvejen meget skrøbelige for tidligt fødte børn får styrket deres immunforsvar.
Nedenfor kan du se Stinne Juhls Facebook-opslag.