Frugt eller grønt? Her er det sundeste
Det har betydning, om du vælger frugt eller grønt, når du skal have dækket dit daglige indtag
De fleste danskere har fået indprentet rådet om at spise “6 om dagen”, når det gælder frugt og grønt.
Men hvis du ikke altid når helt derop, er der stadig gode nyheder for dit helbred.
Et stort studie publiceret af American Heart Association i Circulation Journal viser, at det opmale daglige indtag af frugt og grønt i forhold til dødelighed er tre portioner grønt og to portioner frugt.
Studiet inkluderer over to millioner deltagere, og her kunne forskerne ikke se yderligere gavnlige effekter ved at indtage mere end fem såkaldte “servings” dagligt.
I Danmark lyder anbefalingen at indtage 600 gram grøntsager og frugt dagligt. Kostrådet er baseret på evidensrapporter fra 2013 og 2020.
– I kostrådene taler vi ikke som sådan om “servings”, men vi vejleder om, at 100 gram grøntsager eller frugt svarer til eksempelvis en stor gulerod eller et æble, fortæller Anne Pøhl Enevoldsen, som er enhedschef i Fødevarestyrelsen.
Fordeling er vigtig
Evidensrapporterne, der ligger til grund for kostrådene, peger også på, at det har betydning, hvordan du fordeler dit indtag af frugt og grønt.
– På baggrund af evidensrapporten fra 2020 kunne det konkluderes, at det i en klimavenlig kost med kun lidt kød er relevant, at 100 gram af de grøntsager, man spiser, er mørkegrønne samt at 100 gram er røde og orange. Det er med til at dække behovet for næringsstoffer.
– I kostrådene anbefaler vi, at man varierer og altså spiser forskellige slags grøntsager, at mindst halvdelen af de “6 om dagen” er grøntsager samt at man især vælger grove grøntsager som ærter, kål, rodfrugter og bælgfrugter, siger Anne Pøhl Enevoldsen.
Antallet af grøntsager i de danske anbefalinger svarer altså til at spise mindst tre om dagen, hvilket matcher konklusionen i det amerikanske studie, som er baseret på data fra deltagere i Europa, Nordamerika, Sydamerika, Asien, Afrika og Australien.
– American Heart Association anbefaler at fylde mindst halvdelen af din tallerken med frugt og grøntsager ved hvert måltid, udtaler læge Anne Thorndike, som er formand for American Heart Associations ernæringsudvalg og lektor i medicin ved Harvard Medical School.
Alt tæller ikke med
Det er dog ikke alle typer af det, man typisk ville tænke på som frugt og grønt, der tæller med i det sunde regnskab.
I studiet kunne de ikke se samme gavnlige effekter på dødeligheden forbundet med indtag af stivelsesholdige grøntsager som ærter og majs, frugtjuice eller kartofler.
Til gengæld var der gavnlige sundhedseffekter ved at spise grønne bladgrøntsager som spinat, salat og kål samt frugt og grønt, der er rige på betakarotener og vitamin C – såsom citrusfrugter, bær og gulerødder.
Newsbreak.dk har tidligere beskrevet, hvordan en ernæringsekspert har udpeget, hvilke grøntsager der er de allersundeste.
Klik videre i galleriet ovenfor og se, hvilke grøntsager det drejer sig om.
Her kan du desuden læse om, hvilke frugter der er de sundeste:
Se listen: Her er de 10 sundeste frugter