Frontalt sammenstød

En 38-årig mand trak over i den modsatte vejbane på landevej ved Ringkøbing og ramte en bil med to mænd.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 38-årig mandlig bilist kørte af uvisse årsager frontalt sammen med en anden bil med to mænd tidligt lørdag morgen.

Ulykken skete på Novej lidt uden for Ringkøbing klokken 06.16. Det fortæller vagtchef Anders Olesen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Den 38-årige mand blev fløjet til Aarhus Universitetshospital med helikopter, fortæller vagtchefen, der ikke har nærmere om hans tilstand.

I den anden bil sad to mænd på 56 og 51 år, som blev kørt til Herning Sygehus. De er uden for livsfare.

Anders Olesen fortæller, at sammenstødet skete, da den 38-årige bilist af uvisse årsager trak over i den modsatte bane.

– Part et kører ad Novej i nordvestlig retning, og part to kører i sydøstlig retning. Ud for nummer 17 trækker part et over i modsatte side og kører frontalt sammen med part to, siger vagtchefen.

En bilinspektør arbejder lørdag morgen stadig på stedet. Bilinspektørens opgave ved færdselsuheld er gennem tekniske undersøgelser af de involverede køretøjer og ulykkesstedet at kaste nærmere lys over årsagen til ulykken.

Bilinspektøren kan blandt andet bidrage med en vurdering af, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.

Powered by Labrador CMS