Frivillige jubler over at slippe for bøvl
Organisationer glæder sig over, at regeringen vil lette kravene til personer, der ønsker at arbejde frivilligt.
Frivillige i landets sportsklubber, plejehjem og ungdomsklubber kan glæde sig over, at regeringen har lyttet til dem.
Statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), lægger i Folketingets åbningstale op til justeringer af reglerne for frivilligt arbejde, og det bliver mødt med åbne arme af Rådet for Socialt Udsatte.
– Hvis man kan lette vilkårene for dem, der vil gerne vil udføre frivilligt arbejde, er det da positivt, siger rådets formand, Jann Sjursen, til Newspaq.
Som reglerne er i dag, må en person på efterløn kun arbejde frivilligt i fire timer om ugen, inden vedkommende bliver trukket i efterlønnen. Den grænse vil regeringen nu hæve til 15 timer om ugen, fortæller statsministeren i Folketingets åbningstale.
Desuden vil regeringen fjerne kravet om, at frivillige i madkøkkener for hjemløse skal tage kurser i fødevarehygiejne, ligesom vejen til frivilligt arbejde skal lettes ved at fjerne en stor mængde papirarbejde.
Om de bureaukratiske lettelser vil betyde flere frivillige, tør Jan Sjursen dog ikke spå om.
– Jeg ved ikke, hvor mange flere frivillige der kommer af det, men som efterlønner tror jeg da klart, at det vil betyde noget, siger han.
Hos landsorganisationen for de frivillige sociale organisationer, Frivilligt Forum, glæder man sig også over regeringens planer.
– Vi støtter, at man laver færrest mulige bureaukratiske regler for det frivillige arbejde, fordi det er vigtigt, at det har så frie udfoldelsesmuligheder som muligt, siger formanden for Frivilligt Forum, Johannes Bertelsen, til Newspaq.
I sin åbningstale luftede Helle Thorning-Schmidt desuden en plan om at luge ud i arbejdspladsvurderingerne, de såkaldte APV’er, i frivilligjob. Den ide er Johannes Bertelsen dog ikke så begejstret for.
– Vi ser nogle gange tendenser til, at kommunerne begynder at organisere frivillige næsten som almindeligt arbejde. Der synes vi, det er vigtigt, at vi stadigvæk har regler, som sikrer, at de frivilliges sikkerhed er i orden, siger Johannes Bertelsen.
Han tror, at regeringens tiltag især vil kunne trække flere frivillige til idrætsområderne, der tidligere har været plaget af, at mange trænere og ledere skulle igennem flere vurderinger.
Newspaq