Fri adgang til at snage i dit privatliv
En medarbejder, som undersøger sin ekskone, eller som leverer oplysninger til en kriminel bande.
Danmarks Statistik har ingen som helst kontrol med, om deres 450 medarbejdere skulle have gjort dette. De ansatte kan nemlig, uden det registreres, gå ind på alle levende og dødes cpr-numre og se følsomme oplysninger – eksempelvis sygdomme, indkomst, domme og børn.
I 2011 krævede Rigsrevisionen derfor øjeblikkelig opstramning af sikkerheden. Men ifølge en ny rapport fra Rigsrevisionen skete det ikke, skriver metroxpress.
Formand for statsrevisorerne Peder Larsen (SF) retter derfor en skarp kritik.
»Rigsrevisionen må have fat i dem i tre år, før de tager kritikken alvorligt. Det er selvfølgelig kritisabelt. Deres forklaring er, at det er for dyrt for dem – men det er selvfølgelig ikke en acceptabel undskyldning,« siger han.
Også blandt andet politi, Sundhedsstyrelsen og forsvaret får hård kritik i rapporten, der er sat i værk efter Se og Hør-skandalen, og hvor man ser på, om der er kontrol med, om ansatte kan lække oplysninger. Danmarks Statistik får dog den hårdeste medfart.
»Det her er meget, meget alvorligt. Danmarks Statistik er Danmarks største database med personfølsomme oplysninger om os alle sammen. Og da de af Rigsrevisionen får besked på, at de skal stramme op, så tager de det ikke alvorligt,« siger næstformand Jesper Lund fra IT-Politisk Forening.
Danmarks Statistik tager kritikken til efterretning og må finde pengene.
»Det er klart, at det er meget dyrt – men det er ingen undskyldning. Datasikkerhed skal have topprioritet. Vi regner med at have hele systemet på plads ved udgangen af 2015,« siger Lars Thygesen, afdelingsdirektør i Danmarks Statistik.
BNB