French Open: Wozniacki får overkommelig begyndelse
Caroline Wozniacki får på papiret en relativt let indledning på French Open. Første modstander er italiensk.
Den danske tennispiller Caroline Wozniacki har fået en relativt let indledning på grandslam-turneringen French Open.
Det kunne have været værre og det kunne have været bedre, da sidste års mandlige vinder af turneringen, Rafael Nadal, sørgede for, at Caroline Wozniacki i første runde møder italieneren Karin Knapp.
Hende har Wozniacki besejret i begge deres to tidligere indbyrdes møder.
Hvis danskeren besejrer verdens nummer 48, venter tyskeren Julia Görges i anden runde. Görges er nummer 68 i verden for tiden.
Da Rafael Nadal trak lod blandt de seedede kvinder, sørgede han for at sende den femteseedede dansker i den umiddelbart sværeste halvdel af turneringen.
Caroline Wozniacki er nemlig næppe helt glad for at være i lodtrækningshalvdel med såvel Serena Williams som den useedede joker Victoria Azarenka, der er en farlig modstander for alle de bedste spillere.
Sidste år røg Caroline Wozniacki ud af French Open allerede i første runde. Det var på et tidspunkt, hvor hendes daværende kæreste, golfspilleren Rory McIlroy, få dage forinden havde aflyst deres bryllup og ophævet deres forlovelse.
/ritzau/