Frem med lommetørklædet: Nu starter pollensæsonen
Sæsonen for birkepollen er begyndt med et pollental på 40 i København.
Sæsonen for birkepollen er begyndt med et pollental på 40 i København.
Det skriver Asma-Allergi Danmark, der torsdag starter med deres daglige pollenvarslinger.
Derfor skal de allergiske danskere igen til at finde lommetørklæde og piller frem for at holde trit med de mikroskopiske pollen, der gør livet så surt for mange.
Først er det birkepollen
I første omgang er det sæsonen for birkepollen, der nu starter, og den vil vare i en kort og intens periode på tre til fire uger. Typisk topper birk omkring 1. maj.
Birketræer har en tendens til at følge en biologisk rytme, som gør, at en sæson med mange pollen følger en tendens med få pollen.
Det burde komme allergikerne til gode, da sidste år var et slemt birkepollen år. Men det kan dette års milde vinter desværre spolere.
– Sidste år var der jo rekord for mængden af birkepollen, men på trods af det, er der stadig mulighed for, at vi igen i år kan få en relativ stor sæson, fordi det gode vejr sidste sommer og en mild vinter har givet træerne gode vækstbetingelser.
Det siger Karen Rasmussen, biolog og leder af pollenregistreringen i Astma-Allergi Danmark.
Pollen eksploderer ved varmt vejr
Også de kommende ugers vejr får betydning for koncentrationen af birkepollen.
Hvis vejret er solrigt og varm, vil det give en større mængde pollen, end hvis det bliver køligt, blæsende og regnfuldt.
Vil man holde sig opdateret med pollentallene, kan man følge pollenvarslingerne, som Asma-Allergi Danmark og DMI sender ud for birk, græs og bynke.
Hver fjerde dansker er plaget af pollenallergi og oplever at blive plaget af nyseture, tilstoppet næse og kløende og rindende øjne.
Nogle risikerer også astmasymptomer som besværet vejrtrækning.
/ritzau/