“Free Britney”! Verdensstjerne vil ud af lænker

Britney Spears selv og hendes mange fans insisterer på, at hun skal befries fra faderen Jamie Spears, som er hendes juridiske værge

Offentliggjort Sidst opdateret

#FreeBritney er et hashtag, som florerer flittigt på de sociale medier. Det er udtryk for støtte til popsangerinden Britney Spears, som blev verdensberømt i en ung alder.

Britney Spears’ far, Jamie Spears, er juridisk værge for sin datter. Men i de seneste år har der været stor debat om faderens årelange værgemål. Britney Spears har et ønske om at få fjernet ham som værge, så det kæmper hun selv, kæresten Sam Ashgari og fanbevægelsen #FreeBritney nu for.

Torsdag i denne uge troppede Britney Spears-fans op ude foran Los Angeles County Superior Court, hvor en høring fandt sted. De demonstrerede for den 39-årige verdensstjernes frihed og selvstændighed og havde medbragt pink papskilte, hvor budskabet var klart: “Free Britney”!

Værge siden tvangsindlæggelse

Efter dokumentaren ‘Framing Britney Spears’ blev udgivet 5. februar, er #FreeBritney-bevægelsen taget til, og presset på Jamie Spears er kun blevet større.

Ifølge dokumentaren indvilligede Britney Spears ellers i første omgang i, at der var en person, som skulle overtage styringen af hendes økonomi, efter hun tilbage i 2008 blev tvangsindlagt på et psykiatrisk hospital.

Men i dokumentaren kommer det frem i lyset, at Britney Spears altså ikke selv ville have udpeget faderen som juridisk værge og formynder. Derfor vil hun nu ud af værgemålet.

‘Framing Britney Spears’ har på ny sat fokus på sagen samt stjernens sammenbrud i midten af 00’erne og pressens og offentlighedens behandling af hende.

Popstjernens opsigtsvækkende deroute tog fart efter hendes skilsmisse fra danseren Kevin Federline i 2006.

Her fik Britney Spears frataget både forældre- og besøgsretten til sine to små sønner som konsekvens af blandt andet et alkoholmisbrug og højlydte skænderier med familien. Og i 2007 kronragede hun sig selv.

Kort om Britney Spears

Britney Spears er født i 1982 i USA.

Hun startede sin karriere i tv-programmet ‘Mickey Mouse Club’ i en alder af otte år og brød igennem med hittet ‘…Baby One More Time’ i 1998.

Popsangerinden har udgivet i alt ni album.

Under værgemålet har Britney Spears udgivet ny musik og har optrådt flere gange. Det fik fanbevægelsen #FreeBritney til at stilne af, men sidste år aflyste hun flere koncerter. Siden er sangerindens Instagramkonto blevet gennemgået med lup af fans for at finde tegn på råb om hjælp.

Jamie Spears, Britney Spears’ far, har udtalt sig kritisk om bevægelsen. Han har sagt, at konspirationsteorierne bør stoppe, og at beskyldningerne er falske.

Kilde: DR Nyheder

 

Kampen fortsætter

Sagen om værgemålet har været for retten flere gange. Den 39-årige sangerinde har i løbet af det seneste år gjort det klart, at hun ikke længere vil have, at hendes far råder over hendes økonomi. Men i december 2020 forlængede dommeren Jamie Spears’ værgemål frem til september 2021.

Der er dog sket en udvikling i sagen nu. For hendes kamp for at komme ud af værgemålet forsatte i en høring torsdag den 11. februar i Los Angeles County Superior Court.

Her lød det fra dommeren Brenda Penny, at Jamie Spears og et nyligt udpeget forvaltningsfirma i fællesskab skal lægge en investeringsplan, som kommer Britney Spears til gode. Det skriver Ritzau.

Britney Spears var ikke selv til stede i retten. Til gengæld var en masse fra hendes fanbevægelse #FreeBritney dukket op.

Britneys kæreste: -Hendes far er en pik

Britney Spears medvirkede heller selv i ‘Framing Britney Spears’, som instruktør Samantha Stark står bag. Det lykkedes aldrig instruktøren at få kontakt til sangerinden. Men ifølge GAFFA har hun lavet et Instagramopslag med følgende tekst:

”Hver person har sin egen historie og sit eget syn på andres menneskers historie. Vi har alle sammen så mange forskellige lysende smukke liv. Husk, lige meget hvad vi tror, vi ved om en persons liv, så ved vi faktisk ingenting om det liv, der leves bag kameralinsen”.

Hun nævner ikke dokumentaren direkte i opslaget, men det er oplagt at opfatte hendes udtalelse som en kommentar til den.

Også Britney Spears’ kæreste Sam Ashgari har udtalt sig. I en Instagramstory skriver han blandt andet: “Nu er det vigtigt for folk at forstå, at jeg har ingen respekt for nogen, som forsøger at kontrollere vores forhold og konstant sætter os hindringer i vejen. Jamie er en total pik”.

-Undskyld, Britney

Store kendisser som Sarah Jessica Parker og Miley Cyrus har ligeledes meldt sig i Britney Spears’ støttekor. Førstnævnte har både tweetet #FreeBritney og #FramingBritneySpears.

Og mandag offentliggjorde det amerikanske magasin ‘Glamour’ en undskyldning til verdensstjernen. Her stod der blandt andet:

“Vi er alle skyld i, hvad der skete med Britney Spears – vi forårsagede muligvis ikke hendes fald, men vi finansierede det”.

Powered by Labrador CMS