Frederiksen: Radikaliserede skal overvåges

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Regeringen vil tage pas fra radikaliserede unge og overvåge dem, siger justitsminister Mette Frederiksen (S).

Det skal være slut med, at unge muslimer bliver hellige krigere, som kæmper for Islamisk Stat i Syrien og Irak og måske vender radikaliserede hjem til Danmark.

Det siger justitsminister Mette Frederiksen (S). Torsdag forhandler hun og socialminister Manu Sareen (R) med social- og retsordførerne fra alle andre partier end Enhedslisten om at forebygge radikalisering og ekstremisme med godt 60 millioner kroner fra satspuljen.

– Vi vil lave ændringer af pas- og udlændingelovgivningen, så vi kan tage passet fra folk, og de ikke kan rejse. Vi skal også blive bedre til at forebygge radikalisering og hjælpe folk til at komme væk fra det radikaliserede miljø, hvis de bliver klogere, siger Mette Frederiksen.

Regeringen vil bruge godt to tredjedele af beløbet på en socialt forebyggende indsats, mens den sidste tredjedel går til at lave exit-hjælpeplaner for radikaliserede personer, gøre en indsats for folk, der er straffet for ekstremistiske handlinger samt til at bistå Politiets Efterretningstjenestes (PET) arbejde, forklarer hun.

– Vi vil give PET bedre redskaber til at screene det, der sker på internettet på de sociale medier, siger Mette Frederiksen.

– Vi vil støtte exitprogrammer under Kriminalforsorgen og sikre, at nogle af de, der arbejder med unge, der er i fare for radikalisering, bliver bedre til at udpege dem og reagere på det.

Nogle har kritiseret, at politiet i Aarhus samarbejder med imamer fra den lokale Grimhøj-moské, hvorfra mange unge muslimer er taget af sted som hellige krigere. Justitsministeren lader PET vurdere sagen.

– Hvis PET vurderer, at det er til gavn for Danmark og den danske stats sikkerhed, at der er et samarbejde med konkrete personer og institutioner, så er det nødvendigt, at PET gør det, hvis det er den rigtige vej at gå, siger Mette Frederiksen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS