Frederik: Nu vil jeg være grøn

Kronprinsen stopper sit samarbejder i OL komiteen, fordi han vil være grøn

Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Kronprins Frederik skal ikke længere være aktivt medlem af Den Internationale Olympiske Komité (IOC). Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Kronprinsen har selv besluttet at stoppe som aktivt medlem, og beslutningen træder officielt i kraft ved komitéens generalforsamling i slutningen af juli lige inden OL i Tokyo.

- Det har været et stort privilegie for mig at være med til at udbrede de olympiske idealer gennem snart 12 år, siger kronprins Frederik i pressemeddelelsen.

- Mit arbejde i IOC inspirerede mig blandt andet til at etablere Royal Run, som jeg er meget stolt af.

Bærer de olympiske værdier

- Selv om min tid som aktivt IOC-medlem slutter i Tokyo, så vil jeg fortsat bære de olympiske værdier videre i mit fremtidige virke.

Han forklarer, at beslutningen giver ham mulighed for at få mere tid til andre projekter. Blandt andet at arbejde for Danmarks grønne omstilling.

Kulturminister Joy Mogensen (S) takker i en skriftlig kommentar kronprinsen for hans arbejde i IOC og støtte til de danske atleter.

- Regeringen håber samtidig, at H.K.H. Kronprinsen også efter sin udtræden af IOC vil fortsætte sin uvurderlige indsats for dansk idræt, både i forhold til elite og bredde, skriver ministeren.

Rummer udfordringer

Kronprins Frederik kom ellers i karambolage med den tidligere danske regering, da han kort før OL i Rio i 2016 stemte for at lade russiske atleter deltage.

Det var stik imod et bredt politisk flertal, der ville udelukke Rusland efter afsløringen af et statsstøttet dopingprogram.

Dengang sagde daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen til Politiken, at kronprinsens medlemskab af IOC "rummer nogle udfordringer, men det rummer godt nok også nogle muligheder".

Kronprinsen blev valgt som dansk medlem af IOC i 2009 og genvalgt i 2017. Han ønsker nu et passivt medlemskab af komitéen, men det skal bestyrelsen i IOC tage stilling til.

Powered by Labrador CMS